Elverfolk og krofatter brugte dagen på skodder og ispapir: - Det er jo lige vores boldgade

Nogle havde taget både rustning og økser med ved årets affaldsindsamling.

- Kom så, elverfolk! Vi går i skoven, som vi plejer.

Ordene gjalder ud over Radiomarken lige nord for København.

Det er søndag, klokken er lidt over 10, solen skinner, og de fleste er kommet til tiden, selvom havemøblerne er stillet frem, og natten var blevet en time kortere.

Normalt lægger området græs til drabelige kampe mellem elverfolk og orker, men i dag er sværd og skjolde skiftet ud med plastikposer og arbejdshandsker.

Cigaretskodder, glasskår, jernpløkke, ispapir og nylonsnor.

Alt har rollespilsforeningen Babylons interesse.

For i dag hjælper de og flere tusinde andre til ved Affaldsindsamlingen 2019. Et event, der kulminerer søndag med over 1000 arrangementer landet over.

- Hvor er det dejligt at se den opbakning. Lad os vise folk, hvordan man gør. Og når I er færdige med jeres område, så kommer I tilbage, og vi finder noget nyt. Der ligger handsker og poser i teltet, nærmest råber Bjørn Westh, der er formand for foreningen og i dag er trukket i hjemmelavede gevandter i en gråsort nuance, snabelsko og læderbrynje.

Han er krofatter og bankmand, forstås.

"Efterlad det pænere, end da du kom"

Det er søndag.

Men normalt er Babylon samlet her den første lørdag i hver måned. Sådan har det været siden starten i 1990’erne.

Og da filmene om Ringenes Herre lokkede danskerne i biffen i hobetal, mønstrede foreningen næsten 2000 fremmødte på de gode dage.

Siden har populariteten taget et dyk. Men tv-serien 'Game of Thrones' har været med til at holde liv i universet, og på lørdage kan 150 personer snildt kæmpe til døden.

Vi har det mantra, at vi skal efterlade det pænere, end da vi kom.

Jonas Ranbæk, kasserer rollespilsforeningen Babylon.

Men man kan ikke se det på området. Og det er vigtigt:

- Vi har det mantra, at vi skal efterlade det pænere, end da vi kom. Og det medfører faktisk, at vi går en affaldsrunde efter hver samling, siger Jonas Ranbæk, der er kasserer i foreningen.

Tættere på Bagsværd Sø giver det sig til udtryk. I en lysning mellem sumpen og søen står delene til en alternativ hytte. Visne grene holdes sammen af nylonsnor, og som tag ligger en side til en festivalpavillon.

- Det er jo lige det, som vi ikke vil se, siger en af de unge, mens hans straks løber efter en kniv.

Hulen blev skåret ned og fjernet.
Hulen blev skåret ned og fjernet. Foto: Kasper B. Andreasen / TV 2.

Og det er netop dét, som foreningen gerne vil give med videre til børn og unge. Derfor har de igen tilmeldt sig Affaldsindsamlingen.

- Det er lige vores boldgade. Generelt er det sådan i miljøet, at man tager sig godt af de steder, hvor man kommer. Vores kalkule er, at så får vi også lov til at bruge det igen.

- Det bygger egentlig på pay it forward-mentaliteten: At man agerer og reagerer på folks venlighed ved at være venlige mod andre. Det er noget, som vi går ret meget op i, siger Bjørn Westh, der understreger, at det dermed helt sikkert ikke er dem, der har bygget den interimistiske hytte.

Glade hunde og hundejere

Men det starter ikke altid så let. Nogle af børnene kan godt vrænge på næsen over, at det ikke kun er på deres værelse, det skal skinne.

Hurtigt forstår de dog, at det egentlig er rart, når der er pænt og rent, siger Bjørn Westh.

Nedbrydningstider af affald i naturen

Døde dyr, madrester og hundelorte: 2 uger

Toiletpapir: 2-4 uger

Bananskræl: 2-5 uger

Æbleskrog: 2 måneder

Avis: 3-5 måneder 

Bomuldstshirt: 2-5 måneder

Cigaretskod: 1-5 år

Tyggegummi: 5 år 

Plasticpose: 10-20 år - men op til 500 år

Nylonreb: 30-40 år

Dåse: 200-500 år

Glasflaske: 1 million år

Kilde: Hold Danmark Rent, Save on Energy, CVWMA

Det kan 18-årige Magnus Svendsen nikke genkendende til. Han har de seneste 12 år dyrket rollespil og har foruden en plastikpose taget økse og rustning med. Han er vild-elver.

Det er en uhyggelig tanke, og hundene kan jo skære sig.

Magnus Svendsen, rollespiller.

- I startede handlede det kun om rollespil. Men vi bekymrer os om naturen, og i løbet af de senere år - og i takt med at jeg er blevet ældre - har jeg virkelig fået øjnene op for al det affald, der ligger her.

- Det er en uhyggelig tanke. Dyr og mennesker kan jo komme til skade. Derfor er det her et fedt initiativ, siger han, mens hans putter endnu et glasskår i en spand.

Magnus Svendsen var udklædt som vild-elver.
Magnus Svendsen var udklædt som vild-elver. Foto: Kasper B. Andreasen / TV 2.

Og det er da heller kun Babylon, der er de glade brugere af Radiomarken og de omkringliggende skov og søarealer.

Denne søndag har flere labradorer, golden retrievere og collier taget deres hundeejere med på tur.

Syvårige Zoey og Kristian Bertelsen er ét af parrene.

- Det er jo virkelig rart som hundeejer. De sørger jo for, at hende her ikke får skåret poterne op, og så er det jo samtidig godt for miljøet, siger Kristian Bertelsen, mens han forsøger at fravriste labradoren den pind, som den troligt og stolt har båret med sig.

Cigaretskodder er det mest fundne stykke affald

Zoey bliver overtalt.

Det samme gør den sorte labrador i den gule Peugeot Partner.

Imens fortsætter elverne, menneskepræsten, krofatteren og de andre.

Cirka fem poser bliver det til i løbet af bare en time. Men de er ikke færdige.

Både børn og vokse bidrag til indsamlingen.
Både børn og vokse bidrag til indsamlingen. Foto: Kasper B. Andreasen / TV 2.

De fortsætter til hen på eftermiddagen og slutter først, når frokosten og røverhistorierne er indtaget i det medbragte telt.

Affaldsindsamlingen blev skudt officielt i gang 25. marts, og ugen igennem har skoler og institutioner samlet ind. Danmarks Naturfredningsforening står bag indsamlingen, der er blevet afholdt hvert år siden 2006.

I 2018 blev der indsamlet 173.000 kilo affald og 102.000 dåser. Den helt store synder var cigaretskodder, der udgjorde den største mængde. Derfor har de særligt fokus ved årets indsamling.

Cigaretskodder er derudover det mest fundne stykke affald i verdenshavene.

I kraft af Miljøbeskyttelsesloven er det ulovligt at smide skrald i naturen i Danmark. Bøden kan lyde på 1000-5000 kroner, hvis skraldet ikke ender i skraldespanden.

I løbet af kort tid blev der samlet meget affald.
I løbet af kort tid blev der samlet meget affald. Foto: Kasper B. Andreasen / TV 2.