Brunei indfører dødsstraf ved stening for homoseksualitet - nu blander stjerner sig

16x9
George Clooney og Elton John opfordrer til boykot af hoteller ejet af sultanen af Brunei. Foto: Angela Weiss, Emmanuel Dunand, Valerie Macon / Ritzau Scanpix

Elton John og George Clooney opfordrer til boykot af Brunei.

Fra 3. april vil alle muslimer i Brunei være underlagt sharia.

Det betyder blandt andet, at homoseksuel sex og utroskab kan give dødsstraf ved stening, mens tyveri kan føre til amputation af en hånd. For at blive dømt skal en gruppe muslimer have overværet gerningen.

Indførelsen af sharia i Brunei har skabt vrede verden over.

Blandt andet har Amnesty International taget afstand til lovgivningen, mens stjerner som Elton John og George Clooney offentligt har kritiseret Brunei.

- Jeg vil rose min ven George Clooney for at tage afstand fra diskrimination af homoseksuelle og fordomme i Brunei – et sted, hvor homoseksuelle bliver behandlet brutalt og det, der er værre, skriver Elton John på Twitter.

Brunei ligger på øen Borneo i Det Sydkinesiske Hav. Landet er muslimsk, og har siden 1967 været ledet af Hassanal Bolkiah, sultanen af Brunei. Den lille østat er rig på olie, og sultanen er blandt andet derfor en af verdens rigeste mænd med en estimeret formue på omkring 130 milliarder kroner.

I de senere år har Brunei bevæget sig i retning af en mere konservativ form for islam.

Siden 2014 har Brunei derfor gradvist indført sharia.

- Det er en stor præstation, har sultanen ifølge The Guardian kaldt de nye love.

Vil boykotte hoteller

Det er Elton John absolut ikke enig i.

- Vi må sende et signal om, at den behandling (af andre mennesker, red.) er uacceptabel. Det er derfor, at David og jeg i lang tid har nægtet at bo på hotellerne, og hvorfor vi vil blive ved med det, skriver Elton John i et andet tweet.

Sangeren anerkender dog, at boykotten kan ramme de ansatte på hotellerne.

- Vores hjerter går ud til gode, hårdtarbejdende ansatte på hoteller ejet af sultanen af Brunei, mange af dem kender vi som homoseksuelle, skriver Elton John.

Hoteller gav rabat til homoseksuelle

Allerede i 2014 førte planerne om sharia i Brunei til store protester i Los Angeles, hvor de to hoteller Beverly Hills Hotel og Hotel Bel Air, begge ejet af Brunei, blev beskyldt for hykleri.

På trods af planerne om sharia tilbød begge hoteller specielle rabatter til folk med LGBT-baggrund.

De nye sharia-love vil kun gælde for muslimer i Brunei. Der bor omkring 400.000 personer i landet heraf er omkring to tredjedele muslimer.