Kriminalforsorgen trods hash i fængsler: - Vi gør en stor indsats

I 2018 blev der fundet 19.700 gram hash i danske fængsler. Hvis man skal fjerne hashen, skal der nye metoder i brug, lyder det fra flere.

- Der er jo nogle steder på din krop, du ikke bliver tjekket. Det kan så være der, du gemmer hashen.

Sådan siger Joachim Brandes, da han bliver spurgt om, hvordan han smugler hash ind i Storstrøm Fængsel. 

- Det varierer fra vagt til vagt, hvor grundige de er, og om du bliver taget. Så det er lidt held i uheld, om man ryger ind i en god vagt, fortæller han. 

Storstrøm Fængsel

Fængslet består af ti bygninger. Blandt disse findes et aktivitetshus med bibliotek, religiøse rum, sportsmuligheder, en butik og en sundhedsafdeling med tandlægeklinik.

Der er 15 besøgsrum. Fem af disse er familierum til indsatte med børn, hvor der er legetøj og en legeplads.

Fængslet har tre besøgslejligheder, der er indrettet, så de mest muligt ligner almindelige hjem.  

En celle i fængslet er 12,8 kvadratmeter og indeholder en seng, et køleskab, et skab, et bord og et tv. Alle celler har eget badeværelse.

Kilder: www.byggeplads.dk og Michael Gjørup, institutionschef i Storstrøm fængsel 

Joachim er en af de indsatte, som Station 2 følger i programmet 'Fængslet', der bliver sendt torsdag klokken 20.50 på TV 2. 

I 'Fængslet' har Station 2 fået adgang til Storstrøm Fængsel, som er Danmarks nye, højsikrede fængsel.

Joachim Brandes fortæller i programmet, at det giver en rolig effekt blandt de indsatte, når de har røget hash. 

- Humøret på afdelingen kan også være meget højere, hvis vi har noget at ryge, siger han. 

Det er skidt for de indsatte

Det er ikke kun i Storstrøm Fængsel, der er problemer med hash. Nye tal fra Kriminalforsorgen viser, at der i 2017 blev fundet 18.435 gram hash i de danske fængsler. I 2018 lå tallet på 19.700 gram. 

På en samlet palet af ting synes jeg faktisk, vi gør rigtig meget

Thorkild Fogde, direktør hos Kriminalforsorgen

Der skal tages højde for, at kontrolintensiteten kan variere. Kontrolintensiteten vil sige, hvor mange kontroller der er blevet foretaget i fængslerne. Kriminalforsorgen ligger ikke inde med statistikker over dette. 

Retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod er ikke tilfreds med mængden af hash i fængslerne.

- Man må skærpe sikkerheden i fængslerne, for man er nødt til at sørge for, at folk ikke kan transportere stofferne ind, siger retsordføreren.

- Det er skidt for de indsatte, at de kan holde gang i et misbrug, og i sidste ende er det med til at holde dem fast i kriminaliteten. Det duer ikke, at vi har fængsler, hvor den slags flyder frit. 

Fængselsvæsenet gør meget

Direktør for Kriminalforsorgen Thorkild Fogde fortæller, at Kriminalforsorgen har deres eget hold af narkohunde, og at fængslerne tager urinprøver på de indsatte. Desuden har alle danske fængsler behandlingsgaranti. 

Narkohunden Cashmir leder efter stoffer i en cellerne i Storstrøm Fængsel.
Narkohunden Cashmir leder efter stoffer i en cellerne i Storstrøm Fængsel. Foto: Magnus Dall / TV 2
Hunden Cashmir fandt både en rygebong og hash på en afdeling.
Hunden Cashmir fandt både en rygebong og hash på en afdeling. Foto: Magnus Dall / TV 2

Det betyder, at alle indsatte i danske fængsler kan komme i misbrugsbehandling. 

- Så på en samlet palet af ting synes jeg faktisk, at vi gør rigtig meget, lyder det fra Thorkild Fogde. 

Ifølge institutionschef i Storstrøm Fængsel Michael Gjørup skaber hash og andre rusmidler en uheldig skævvridning i fængslet, fordi der er nogle indsatte, som sætter sig på markedet og styrer indsmuglingen af stofferne. Dermed presser de andre indsatte til at smugle stoffer ind i fængslet.

- Derfor gør vi også en stor indsats for at bekæmpe stofferne, for vi vil simpelthen ikke have stofferne indenfor, fortæller Michael Gjørup.

Opfindsomheden er stor

Thorkild Fogde mener, det er helt fair at forvente, at fængselsvæsenet gør alt, hvad de kan for at holde rusmidlerne ude af fængslerne.

Sørger man for, at de indsatte ikke får nogen former for besøg, kan man godt fjerne narkotika i fængslerne. Men er vi villige til at betale den pris?

Bo Yde Sørensen, fungerende formand i Fængselsforbundet

- Men vi er også oppe imod et stort drive fra de indsatte, siger han.

Idet der i fængslerne både er åbent for besøgende, og nogle af de indsatte kan komme på udgang, kan fængselsvæsenet ikke udelukke, at de ad den vej kan smugle hash ind. 

Thorkild Fogde fortæller, at opfindsomheden blandt de indsatte er stor, når de finder på måder at smugle hash ind i fængslerne. Hash kan skjules mange steder både på kroppen og i "kroppens åbninger". 

Og hvis indsatte og besøgende i fængslerne skulle undersøges i kroppens åbninger, ville det ifølge direktøren have store konsekvenser. 

- Disse undersøgelser skal foretages af en læge. Udover man skal bruge ressourcer på lægerne, er sådan en undersøgelse ganske indgribende. Det er formentlig noget, der vil få nogle af de indsattes pårørende til ikke at komme på besøg, siger Thorkild Fogde og påpeger, at det langt fra er alle indsatte, som smugler stoffer ind.

Utopi at have et fængsel uden hash

Fungerende formand i Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, mener, at man skal lukke fængslerne fuldstændigt, hvis man vil undgå, at der kommer hash ind. 

- Sørger man for, at de indsatte ikke får nogen former for besøg eller menneskelig kontakt, kan man godt fjerne narkotika i fængslerne. Men er vi villige til at betale den pris? For vi kommer til at ærgre os, når de indsatte skal lukkes ud til dig og mig, lyder det fra Bo Yde Sørensen. 

Peter Kofod erkender, at det er utopi at tro, at man kan have fængsler uden hash. 

- Men man skulle gerne kunne holde rigtigt meget af det ude, mener han.