Jord er forsvundet under togskinner ved Himmelbjerget

16x9
Skinnerne er ikke til at køre på, siger Banedanmark ifølge TV Midt Vest. Arkivoto Foto: Erik Luntang / Scanpix Danmark

Midtjyske togpassagerer forsinkes af dæmningsskred mellem Laven og Svejbæk.

Et skred i en dæmning nær Himmelbjerget får konsekvenser for togtrafikken mellem Herning og Aarhus tirsdag. Skinnerne er ikke til at køre på, siger Banedanmark ifølge TV Midt Vest.

Mellem Laven og Svejbæk ved Silkeborg er der mandag sket et dæmningsskred, oplyser en vagthavende trafikleder i Banedanmark.

- Vi har haft en sporvagt til at kigge på det, og han kunne konstatere, at skinnerne ikke var til at køre på, siger trafikleder Karsten Nielsen ifølge TV Midt Vest.

Problemet blev opdaget mandag aften, og Arriva, som kører på strækningen, har indsat busser, som kører mellem Laven og Silkeborg.

Men jordskreddet har også haft betydning for togtrafikken på strækningen mellem Herning og Skjern, melder Arriva.