Mindst fire elever forsvundet under studieture på kort tid

16x9
Den 17-årige forsvandt i Manchester, men det lokale politis efterforskning afslørede hurtigt, der ikke var sket en forbrydelse. Foto: Oli Scarff / Scanpix Denmark

Udenrigsministeriet bekræfter over for TV 2 at have kendskab til enkelte sager fra i år, hvor mindreårige har forladt deres gruppe under udlandsrejse.

For syv lærere og cirka 40 elever fra 10. klasse på Ungdomsskolen i Helsingør, som var på studietur i storbyen Manchester, var det en stærkt ubehagelig oplevelse, da en 17-årig elev aldrig dukkede op til den fælles morgenmad torsdag.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det lokale politis efterforskning afslørede hurtigt, at der ikke var tegn på en forbrydelse. Derimod pegede videoovervågningen på elevernes hostel på, at den 17-årige forlod stedet helt afslappet før morgenmaden. Iklædt løbetøj. Der var formentlig i stedet tale om en planlagt forsvinden, lyder politiets vurdering.

Planlagt forsvinden

Meget peger på, at den 17-årige, der ifølge Frederiksborg Amts Avis har eritreansk flygtningebaggrund, ikke er alene om at benytte studierejser til at forsvinde i England, hvor der er stort eritreansk miljø.

Således forsvandt tre andre elever fra Eritrea fra en anden uddannelsesinstitution på Sjælland tidligere denne måned på en studie­tur i London. De forsvandt i øvrigt også på en torsdag.

De tre elever var i alderen 19 til 20 år. Også her var der tegn på, at deres forsvinden var planlagt, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Skulle på løbetur

Den 17-årige, der forsvandt i torsdags, skulle efter planen på en fælles løbetur i Manchester med sin klasse, men måtte melde fra på grund af et maveonde. 

Det fortæller Michael Mathiesen, der er formand for Helsingør Ungdomsskole, til TV 2.

- Gruppen skal ud på løbetur torsdag morgen efter en fast aftale. Her siger drengen, at han har ondt i maven, og han bliver derfor tilbage på værelset på sit hostel. Da gruppen kommer hjem cirka en time senere, kan de ikke længere finde ham.

Ifølge Michael Mathiesen fremgår det af hostellets overvågningskamera, at drengen forlod stedet i løbetøj cirka et kvarter efter, at gruppen påbegyndte løbeturen.

- Han medbringer sit pas og sine personlige papirer, men lader sin bagage blive tilbage på værelset, siger formanden for Helsingør Ungdomsskole.

Han medbringer sit pas og sine personlige papirer, men lader sin bagage blive tilbage på værelset

Michael Mathiesen, formand for Helsingør Ungdomsskole

Fandt billig Nokia-telefon

Sagen blev anmeldt til britisk politi om eftermiddagen torsdag 21. marts, og ungdomsskolens ledelse har siden været i løbende dialog med politi og myndigheder i både Storbritannien og Danmark. 

Britisk politi meddelte Helsingør Ungdomsskole, at man efter gennemsøgning af den unge mands bagage havde fundet en æske fra en ny, billig Nokia-mobil, der med stor sandsynlighed skulle bruges til at foretage opkald i Storbritannien med et taletidskort, hvilket tyder på, at den unge mand har planlagt at forlade sine klassekammerater.

Rikke Reiter, der er centerchef i Helsingør Kommune, orienterede Helsingørs Byråd om status i sagen lørdag 23. marts ved middagstid.

Her lød det blandt andet, at:

- Vi ved som sagt fortsat ikke, hvor den unge 17-årige er. Vi er i tæt dialog med den unge mands forældre. Som det ser ud lige nu, er der ikke mere, vi kan foretage os i sagen - andet end at måtte forholde os til, at den unge mand formentlig har forladt gruppen af egen fri vilje.

Drengens familie er underrettet og er blevet tilbudt krisehjælp fra kommunen, mens både lærere og elever har fået tilbudt psykologhjælp, oplyser kommunen til TV 2.

Udenrigsministeriet: Kendskab til enkelte sager

TV 2 har i løbet af mandagen været i kontakt med Udenrigsministeriets Borgerservice for at høre, om de danske myndigheder kender til lignende forsvindingssager fra i år blandt unge på studierejse i udlandet.

Svaret lyder, at:

- Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter at have kendskab til enkelte sager, hvor mindreårige har forladt deres gruppe under udlandsrejse. På grund af tavshedspligt i personsager kan Borgerservice ikke give yderligere oplysninger.