Partifælle kritiserer Abildgaard efter baby-debat: - Et mediestunt

16x9
Her beder Pia Kjærsgaard via en sekretær Mette Abildgaard om at forlade folketingssalen. Foto: TV 2

Mette Abildgaard får kritik fra partifællen Orla Østerby i sag, hvor hun ikke fik lov at være i folketingssal med sin baby.

Da Mette Abildgaard (K) fik at vide, at hendes datter ikke var velkommen i Folketingssalen, delte folketingspolitikeren afvisningen på sociale medier.

Og det satte gang i en flodbølge af reaktioner fra både borgere og politikere, der ville give deres besyv med i debatten om, hvorvidt en baby bør kunne opholde sig kortvarigt i salen.

Den seneste til at udtale kritik kommer fra Abildgaards egne rækker. Der er tale om partifællen Orla Østerby, der er sit partis energiordfører. Han finder Abildgaards håndtering af sagen meget dårlig. Det skriver Avisen.dk.

- Jeg forstår ikke, det er nødvendigt at gå ud på Facebook og udstille Folketingets formand. Det er heller ikke i orden, at udstille Folketingets betjent på Facebook.

- Hele Mettes mediestunt er efter min opfattelse manglende respekt for Folketinget, skriver Orla Østerby i en mail til folketingsgruppen ifølge Avisen.dk.

En særlig situation

Da Mette Abildgaards datter blev forvist fra salen, gav hun hende til en betjent i Folketinget, som holdt babyen, mens Abildgaard afgav sin stemme i salen.

Abildgaard havde efter eget udsagn ikke forventet at skulle deltage ved afstemningen i salen sidste tirsdag. Hendes mand, der har barselsorlov, havde ikke mulighed for at tage datteren det pågældende tidspunkt.

Der var altså tale om en særlig situation, mener Abildgaard.

- Det gavner ikke partiet

I mailen, som Orla Østerby skulle have rundsendt, skriver han, at han næsten ikke kan klare at høre mere om den forurettede partifælle. Derfor opfordrer han Abildgaard til at stoppe sit stunt.

- Det kan godt være, det gavner hendes valgkamp i Nordsjælland - men det gavner ikke Det Konservative Folkeparti, skriver han.

Orla Østerby har ikke ønsket at uddybe over for Avisen.dk. Heller ikke Mette Abildgaard ville stille op til interview med mediet.

I den pågældende mailkorrespondance gav hun dog udtryk for, at Orla Østerbys manglende opbakning ikke kommer bag på hende.

Folketingets Præsidium har planer om at debattere regler om småbørn i Folketingssalen på sit næste møde.