Tysk nazist overfaldet to gange på dansk spillested - nu er han ikke længere velkommen

16x9
Arkivbillede. Foto: Teitur Johansson / Scanpix

En tysk nazist ved navn Hendrik Mödus blev overfaldet af en gruppe maskerede personer på spillested - nu er han ikke længere velkommen.

Lørdag aften fandt en voldelig episode sted på spillestedet Mayhem i København. En gruppe på cirka 20 maskerede mænd trængte ind under en koncert, uddelte tæsk og sprøjtede peberspray på publikum.

Målet for overfaldet var en kendt, tysk nazist, der var gæst på stedet.

Og derfor har spillestedet nu meddelt, at nazister og andre intolerante ekstremister ikke længere er velkomne på spillestedet.

- Vi har været naive idealister og har handlet i tro mod de holdninger, vi indtil nu har kørt Mayhem efter: At kunsten trumfer alt andet, skriver spillestedet på Facebook.

Har siddet i fængsel for mord

Det var den tyske nazist Hendrik Möbus, der både fredag og lørdag var gæst på Mayhem under metal-festivalen Vort Fatum.

Forud for arrangementet havde tyskeren sendt en mail til spillestedet, hvor han bad om lov til at købe en billet. Det accepterede Mayhem, selvom det genkendte hans navn.

Hendrik Möbus er kendt som en ekstremt kontroversiel figur, der organiserer festivaler, hvor han blandt andet afholder taler, der handler om at sprede højreradikale og nazistiske budskaber.

Som 17-årig blev han dømt for mord på en 15-årig dreng og har siddet i fængsel i store dele af 1990’erne og 00’erne. Sideløbende har Hendrik Möbus været frontmand i metal-bandet Absurd, og derfor kender de ham også hos webmagasinet Devilution, der skriver om hård rock og heavy metal.

- Man kan ikke se på ham, at han er nazist. Han render ikke rundt med hagekors på kroppen, men ligner i højere grad en, der kunne sidde på det lokale bibliotek med sin islandske sweater og læse bøger i et hjørne, fortæller Emil Hansen, der er kulturskribent på magasinet.

Devilution har efter episoden indsamlet øjenvidneberetninger, som beskriver, at Hendrik Möbus forholdt sig forholdsvis roligt under koncerten. Han havde dog været rundt og dele flyers ud for en festival, der promoverer nationalsocialisme, og forsøgt at få adgang til en mikrofon.

Det fik spillestedet dog stoppet, selvom der ifølge Radio24syv af princip ikke er dørmænd, da Mayham tror på tillid og gode intentioner.

20 maskerede personer uddelte tæsk

Devilutions øjenvidner berettede videre, at der under koncerten var kommet to til fire maskerede personer ind på Mayhem og havde overfaldt Hendrik Möbus og hans kæreste med slag. Men de var hurtigt væk igen.

Senere på aften kom der ifølge magasinet yderligere 20 maskerede personer ind på spillestedet, og der opstod slåskamp i det område, hvor Hendrik Möbus befandt sig. Han og hans kæreste fik tæsk. En tilfældig publikummer brækkede næsen, en anden flækkede øjenbrynet, og der blev brugt peberspray mod flere andre, fortæller et vidne til Devilution.

Koncertsalen blev tømt på grund af pebersprayen, der fyldte rummet. Politi og ambulance blev tilkaldt, folk på stedet så Hendrik Möbus selv gå ind i ambulancen. Hans tilstand kendes ikke.

Overfor BT bekræfter politiet, at der klokken 23.46 lørdag aften kom en anmeldelse. Da de ankom til spillestedet, var der ro på igen.

Koncerten fortsatte, da det igen var muligt at opholde sig i lokalet.

Hendrik Möbus udelukkes efter overfald

Efterfølgende har Jesper Bagger Hviid, der er booker på Mayhem og ansvarlig for sidste weekends festival, på vegne af spillestedet erkendt, at Hendrik Möbus ikke burde have fået lov til at købe en billet. 

I fremtiden vil "folk af hans karakter" ikke blive tilladt adgang til spillestedet, skriver han på Facebook.

Jesper Bagger Hviids besked på Mayhems Facebook-side.
Jesper Bagger Hviids besked på Mayhems Facebook-side. Foto: Screenshot

TV 2 har været i kontakt med Jesper Bagger Hviid, men han ønsker ikke at forklare, hvorfor det er Hendrik Möbus og ikke hans overfaldsmænd, der bliver ramt af sanktioner i fremtiden efter hændelsen.

Til Radio24Syv sagde han tidligere på ugen:

- Hans ideer siger, at der ikke er plads til alle. Med den indrømmelse gør han sig selv lovløs. Når man har så ekstreme holdninger, er man med til at udsætte sin egen sikkerhed.

Jesper Bagger Hviid understreger, at enhver voldelig adfærd er uvelkommen på spillestedet. Men han har ikke noget bud på, hvordan forbuddet mod ekstremisme konkret skal håndhæves.

Han siger dog, at personer, der "offentligt har udtalt kompromitterende og intolerante holdninger", ikke vil blive lukket ind i fremtiden.

Skal sende et signal

Hos interesseorganisationen for festivaler og spillesteder, Dansk Live, er man ikke bekendt med, at der har været lignende episoder på danske spillesteder.

Og organisationens sekretariatschef, Esben Marcher, tror også, at det var et tilfælde, at overfaldet skete lige netop dér, men at spillestedet alligevel har haft behov for at signalere, at det ikke er acceptabelt.

- Som jeg læser Mayhems udmelding, er det en markering af deres ståsted over for ekstremister af alle slags, snarere end det er en udmelding om, at man fremover skal godkendes, inden man kan deltage i en koncert, skriver sekretariatschefen til TV 2.