Barn på 13 måneder smittet med mæslinger

16x9
Endnu et barn er smittet med mæslinger i Danmark. Foto: TV 2 / TV 2

Det er det tiende tilfælde af mæslinger siden nytår.

Et barn på 13 måneder er smittet med mæslinger. Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse fredag.

Barnet kommer fra Roskildeområdet og har været indlagt på Sjællands Universitetshospital Roskilde, hvor smitten blev konstateret. 

Personer, der har opholdt sig på hospitalets børneafdeling i tidsrummet 12. marts klokken 21.30 til 13. marts klokken 10.15 kan være udsat for mæslingesmitte.

De er blevet kontaktet og har fået information om, hvordan de bør forholde sig, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed. 

- Har man opholdt sig på hospitalet i Roskilde, og er man ikke blevet kontaktet vedrørende mæslinger, behøver man ikke være bekymret, siger Jeppe Nørgaard Rasmussen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Virus i omgang på Sjælland

Statens Seerum Institut har på nuværende tidspunkt registreret ti tilfælde af mæslinger i 2019.

Syv af tilfældene hører med sikkerhed til det samme udbrud. Det skal nu undersøges, om det nyeste også er en del af det, ligesom det skal kortlægges, hvordan barnet er blevet smittet. 

- Ved vi, hvem man er smittet af, så har vi styr på smittekæden. Det er ikke tilfældet for mange af de nyeste tilfælde, så vi kan konstatere, at der er en vis cirkulation af flere typer mæslingevirus i øjeblikket, siger Peter Henrik Andersen, afdelingslæge ved Statens Seerum Institut.

Han tilføjer, at smitten primært er sket på Sjælland. 

Tag ikke til lægen

Mæslinger er en meget smitsom sygdom, som både kan ramme børn og voksne. 

- Hvis vi sætter 100 mennesker i et rum, der ikke er smittet, og der kommer én ind, som er smittet, så vil alle 100 i løbet af en time være smittet, siger Jan Pravsgaard Christensen, der er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet.

Mæslingesmitten overføres ved dråbeinfektion, og selv om den syge isoleres, kan mæslinger springe fra rum til rum.

De typiske symptomer på mæslinger er høj feber, kraftig forkølelse, røde øjne og hoste. Efter nogle dage med bedring ses typisk ny høj feber samt et rødt prikket udslæt, som starter i ansigtet og breder sig ned over kroppen. Udslættet vil typisk ”flyde sammen”.

Cirka 15 procent får følgesygdomme som mellemøre- og lungebetændelse, og i sjældne tilfælde kan sygdommen give alvorlige komplikationer såsom lungebetændelse eller hjernebetændelse.

- Har man symptomer på mæslinger, og er man ikke vaccineret eller har haft sygdommen, skal man ringe til sin læge. Man skal ikke møde op uanmeldt, da man dermed risikerer at smitte andre i venteværelset, advarer Jeppe Nørgaard Rasmussen.

Er du vaccineret?

Hvis man er født i 1987 og derefter, er man højst sandsynligt blevet vaccineret mod mæslinger.

Er man født før 1975, er man efter al sandsynlighed ikke blevet vaccineret, men hvis man er vokset op i Danmark, har man ifølge Statens Serum Institut med meget stor sandsynlighed (95 til 98 procent) haft mæslinger. Det skyldes, at der før 1975 var udbrud hvert andet år med op til 60.000 smittede.

Alle har fået et vaccinationskort, hvor det fremgår, hvad man er blevet vaccineret mod.

Styrelsen for Patientsikkerhed har sendt information til det 13 måneder gamle barns daginstitution samt til forældre til børn på et babysvømmehold, barnet har deltaget på.