Hizb ut-Tahrir vil holde fredagsbøn ved Christiansborg

16x9
På Heimdalsgade 39 i København ligger Masjid al-Faruq, landets eneste Hizb ut-Tahrir-moské. Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Den muslimske organisation vil støtte ofrene fra Christchurch med fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads.

Flere steder rundt omkring i verden er angrebet på to muslimske moskéer i den newzealandske by Christchurch, blevet markeret med en mindehøjtidelighed.

Og på fredag vil den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir også mindes de 50 ofre ved et arrangement i København.

På organisationens hjemmeside inviterer man alle muslimer til fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads fredag klokken 12.30.

- Som muslimer er vi alle forfærdede over massakren i Christchurch, hvor 50 muslimer blev myrdet i to moskéer og over 100 såret, alene fordi de bekender sig til Islam.

- Det er vores islamiske pligt at stå sammen i støtte for martyrerne og ukrænkeligheden af muslimernes blod, hedder det i invitationen til begivenheden.

Her opfordres deltagerne til at vise deres fordømmelse mod "hadet og manipulationen, som de vestlige politikere og medier dagligt retter mod islam og muslimer".

Modarrangement fra Stram Kurs

Hizb ut-Tahrir har som erklæret mål at indføre et islamisk styre, der reguleres efter de muslimske sharialove.

Organisationen er modstander af den demokratiske styreform og opfordrer muslimer til ikke at deltage i politik eller stemme med valg.

Ifølge opslaget har Hizb ut-Tahrir fået godkendelse til at afholde arrangementet, og det bekræftes af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Hos Københavns Politi oplyser man, at der er blevet anmeldt et offentligt arrangement svarende til ovenstående oplysninger.

Samtidig har det islamkritiske parti Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen anmeldt et modarrangement samme tid og sted på fredag.

Politiet tager begge anmeldelserne til efterretning og foretager som i alle andre sager løbende en vurdering af, om arrangementerne er til fare for den offentlige orden.