Dansk opfindelse skal løse udfordringen med vindenergi - og den er ganske simpel

Danske forskere vil opbevare vedvarende energi i varme sten - og det kan måske løse den grønne energis helt store problem.

Danmark har mandag taget endnu et skridt i den grønne omstilling.

Det skete, da uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, i Risø indviede et såkaldt energilager, der med hjælp fra glohede sten kan lagre den energi, der kommer fra eksempelvis vindmøller.

Bag projektet står blandt andre energiselskabet SEAS-NVE og DTU.

- Vi har opfundet meget i forhold til at skabe ren energi. Og nu vil vi også gøre noget i forhold til at opbevare den energi, sagde forskningsministeren ved indvielsen.

Formålet er at løse en af de helt store udfordringer ved grøn omstilling, nemlig hvordan man kan lagre store mængder vedvarende energi.

Konkret fungerer den danske opfindelse således, at overskudsenergien fra solceller og vindmøller skal opvarme en bunke småsten til 600 grader. Stenene ligger i en stor skål og er omfavnet af isolering. Når der så bliver brug for energien, bliver varmen ledt videre til en generator, der kan skabe strøm.

- Fordelen ved opfindelsen er, at det er sten fra Silvan og resten kan købes i Harald Nyborg, så det er en billig og miljørigtig løsning, forklarer Ole Alm, der er projektleder og udviklingschef hos SEAS-NVE.

Simpel opbygning

Cirka 40 procent ender som elektricitet, mens den resterende varme bliver ledt ud til husstande gennem fjernvarmesystemet.

- På den måde er der altså nærmest intet energitab ved metoden, forklarer Ole Alm.

square to 16x9

Jens Brandt Bering, der er forretningschef for forsyning hos det rådgivende ingeniørfirma NIRAS, har rådgivet på projektet og ser et stort eksportpotentiale i ideen.

- Når vi kan tage ud i verden og fortælle, at vi ikke blot kan bygge vindmøller, der kan producere vedvarende energi, men også kan fortælle, at vi ved, hvordan det kan lagres, så er der masser af muligheder for igen at få en grøn profil og øge dansk eksport, siger han.

Kan implementeres overalt, men ikke endnu

Lige nu eksisterer projektet kun på testniveau, men holdet bag håber, at det kan blive implementeret i hele landet.

Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers.
Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers. Foto: TV 2

Det bliver dog ikke lige foreløbigt, understreger Ole Alm.

- Der er selvfølgelig nogle år endnu, fordi der i øjeblikket ikke er brug for at gemme så megen energi. Men jo flere vindmøller og solceller vi får, jo mere vil vi have brug for at gemme den overskydende energi til vindfattige dage, siger han.

Uanset hvad ser ministeren store muligheder i det projekt, der startede i al ydmyghed som et kandidatprojekt på DTU i 2016 og foreløbig nu er blevet til en testmodel på 3,5 kubikmeter. På langt sigt drømmer folkene bag om et energilager på 200.000 kubikmeter - så store som et IKEA-varehus.

- At være her er ligesom at være ude ved iværksætterne. Inde på Christiansborg taler vi rigtig meget om at omstille og klimasikre. Her gør I noget ved det, sagde Tommy Ahlers.