Video af moskéangreb lå online i mindst 17 minutter - politi advarer mod at dele

Det kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis man deler video fra angreb i New Zealand, siger dansk politi.

Natten til fredag dansk tid blev to moskéer i Christchurch, New Zealand, angrebet af en eller flere gerningsmænd.

49 mistede livet, og 48 blev såret.

Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål, men sikkert er det imidlertid, at der siden har floreret en video af angrebet, der formodes at være optaget af en gerningsmand.

En video, som dansk politi på det kraftigste opfordrer til, at man holder sig langt fra:

- Lad være med at dele videoen. Det er utroligt krænkende for de efterladte, og det kan i visse tilfælde være strafbart at dele den form for materiale, siger Mikael Wern, politiinspektør ved Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

- Samtidig er det en voldsom oplevelse både at se og modtage den slags videoer, og det kan få vidtrækkende konsekvenser for en selv.

Video er 17 minutter lang

Videoen, der blev uploadet live, er 17 minutter lang og var online på den formodede gerningsmands facebookside i minimum den periode, inden den blev fjernet af Facebook. Det skriver NY Times. Den kan dog have ligget længere tid.

Selv fortæller virksomheden, at videoen blev taget ned, da der kom en henvendelse fra de newzealandske myndigheder.

Politiet advarerede os om en video på Facebook kort efter, at livesendingen startede

Mia Garlick, Facebook.

- Politiet advarede os om en video på Facebook kort efter, at livesendingen startede, og vi fjernede derfor både gerningsmandens Facebook- og Instagram-konti samt video.

- Vi fjerner også både ros og støtte til gerningsmanden eller gerningsmændene, så snart vi bliver opmærksomme på det, siger Facebooks politiske chef i Australien og New Zealand, Mia Garlick, i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Og det er fint. Det er bare ikke hurtigt nok, mener TV 2s digitale udviklingsredaktør og redaktør for sociale medier, Kaare Sørensen:

- Facebook skal fjerne videoen. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Men i det her tilfælde ser vi, at den formodede gerningsmand uden problemer kan sende i 17 minutter, indtil han selv vælger at afbryde transmissionen.

Det er Facebooks ansvar at sikre, at man ikke kan vise så lang en video med så grusomt et indhold.

Kaare Sørensen, redaktør sociale medier, TV 2.

- Det vil sige, at der i de 17 minutter ikke er nogle af de 30.000 moderatorer, som Facebook ofte med stolthed fremhæver, at de har siddende til at stoppe den slags indhold, der griber ind. Det er først, og det har vi Facebooks ord for, da myndighederne henvender sig, at videoen bliver taget ned.

Kaare Sørensen understreger, at videoen sidenhen har spredt sig via andre kanaler, og at de store medier i mange timer nu har forsøgt at inddæmme og begrænse videoen.

Men det er formentlig for sent, og det burde være stoppet langt tidligere:

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er en vanskelig opgave at moderere det, men der er heller ikke nogen tvivl om, at det er Facebooks ansvar at sikre, at man ikke kan vise så lang en video med så grusomt et indhold.

Flere sigtet for at dele drabsvideo

Både Twitter og Youtube oplyser til Reuters, at de arbejder på højtryk for at stoppe spredningen af videoen.

Desuden oplyser begge tjenester, at de samarbejder og bidrager til politiets efterforskning.

Og det kan da også få konsekvenser. Ikke bare for troværdigheden hos de store virksomheder, men også de personer, der vælger at retweete eller videresende en video, som de har fået tilsendt.

For bare en ugen siden kom det frem, at politiet har sigtet 14 personer for at have delt videoen fra Marokko, hvor en dansk og en norsk kvinde blev dræbt i december under en vandretur i Atlasbjergene.118 er blevet efterforsket.

Personerne i denne sag er primært sigtet for at dele noget, der vedrører andres private forhold. Enkelte er også sigtet for at billige terrorisme.