29-årig mand anholdt for at vise sin penis foran skole

16x9
Østjyllands Politi har fanget en mand og sigtet ham for blotteri. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Manden er blevet sigtet for at blotte sig.

En 29-årig mand med danskklingende navn er blevet anholdt og sigtet for blotteri i Randers. Det skriver Østjyllands Politi på Twitter. 

- Vi fik første anmeldelse klokken 6.48, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, Janni Lundager.

Hun fortæller videre, at manden ifølge anmeldelsen trak sine bukser ned og viste sin penis til forbipasserende på Jens Otto Krags Plads i Randers.

Næste anmeldelse kom allerede klokken 7.20.

Denne gang viste den 29-årige mand sin penis til folk i området omkring Randers Lille Skole.

- Nogle af anmelderne er forældre, siger Janni Lundager, der dog ikke kan oplyse om manden blottede sig foran børn.

Østjyllands Politi sendte patruljer til området, hvor de kunne anholde blotteren og tage ham med på stationen.