Familiens afsked med trafikdræbt 17-årig: Natascha reddede seks liv

16x9
Natascha Arrild Foto: Privatfoto

I et Facebook-opslag hylder familien Natascha Arrild, der døde søndag efter en trafikulykke. Familien gav tilladelse til organdonation.

Søndag døde 17-årige Natascha Arrild fra Borup ved Roskilde efter en alvorlig trafikulykke i Lellinge ved Køge natten til søndag.

Da lægerne på Rigshospitalet i København erklærede hende hjernedød, gav familien tilladelse til organdonation - og nu hylder familien Natascha Arrild i et Facebook-opslag, som TV 2 har fået familiens tilladelse til at bringe.

- Dette er nok den allersværeste besked, vi nogensinde kommer til at skrive. I nat var vores smukke datter Natascha med i en færdselsulykke i Lellinge. Klokken 01 bankede politiet på og vi blev kørt til Riget, indleder familien opslaget på Natascha Arrilds Facebook-væg.

- Lægerne, som gjorde alt, hvad der stod i deres magt, måtte i dag klokken 12.11 erklære hende hjernedød, og vi har taget stilling til organdonation. Klokken 21 reddede hun verden for seks mennesker, som uden et nyt organ ikke kunne overleve - hun kommer herfra som den stjerne, hun er - og vores ægte heltinde, skriver familien i Facebook-opslaget.

10. Marts 2019 vil for evigt være den værste dag i vores liv! Dette er nok den allersværeste besked vi nogensinde...

Posted by Natascha Arrild on Tuesday, March 12, 2019

Familien valgte også at gøre opslaget på Facebook offentligt for at opfordre unge til tænke sig om i trafikken.

- Det var også hendes værste mareridt, når børnene ikke var trygt hjemme. Så hvis det kan hjælpe eller måske redde bare én derude I trafikken... Med et opråb til at tænke jer om unge mennesker, skriver familien.

- Tag selen på, tag afstand fra hasarderet kørsel, stoffer og ikke mindst manglende respekt for hinanden og hinandens liv. I må meget gerne dele det, så er Natascha's død ikke helt forgæves, skriver familien i opslaget, der er signeret "Far, Mor, dine søskende".

Ifølge TV 2 Lorry skete trafikulykken, da Natascha Arrild natten til søndag var passager i en personbil, hvor føreren mistede kontrollen over bilen.

Bilen skred ud, påkørte flere træer, trillede rundt og landede på en mark. Alvorligt kvæstet blev Natascha Arrild fløjet med helikopter til Rigshospitalet i København. Her døde hun søndag af sine kvæstelser.

Der er blevet lagt blomster og breve på stedet i Lellinge, hvor ulykken skete.

Der er blevet lagt blomster på stedet, hvor ulykken skete.
Der er blevet lagt blomster på stedet, hvor ulykken skete. Foto: Presse-fotos.dk