Skat droppede Britta-sag - nu er den forsvundet

16x9
Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet for svindel for 111 millioner kroner. Foto: Phill Magakoe / Ritzau Scanpix

Underretning om den svindelsigtede Britta Nielsen blev henlagt hos Skat i 2013, viser fortrolig orientering af Folketinget.

Millionsvindlen i Socialstyrelsen kunne formentlig have været opdaget og stoppet langt tidligere, hvis Skattestyrelsen havde reageret på en henvendelse fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet - også kaldet Bagmandspolitiet.

Det viser et fortroligt dokument til Folketingets Retsudvalg, som Ekstra Bladet har set.

Dokumentet er en redegørelse fra Skattestyrelsen, som allerede i 2013 blev kontaktet af Bagmandspolitiet vedrørende mistænkelige overførsler på i alt fem millioner kroner til den svindelsigtede Britta Nielsens konti.

Kan ikke finde dokumenterne

Ni måneder efter blev sagen dog henlagt i Skat. Det er i dag ikke længere muligt at tjekke, hvordan den blev behandlet dengang. Skattestyrelsen kan ikke længere finde dokumenterne.

- Det er helt ubegribeligt, at Skat kan finde på bare at henlægge den, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, der er direktør for revisorjura.dk, til Ekstra Bladet. På grund af tavshedspligt kan fagdirektøren i Skattestyrelsens afdeling kaldet Særlig Kontrol, Steen Bechmann Jacobsen, ikke sige mere om sagen.

Bagmandspolitiet fortalte allerede sidste år, at man i oktober 2012 fik oplysninger om de mistænkelige kontobevægelser. De blev videresendt til Skat, uden at Bagmandspolitiet selv efterforskede dem. Det er indtil videre uklart, hvem der indberettede transaktionerne.

Britta Nielsens bank, Danske Bank, har ikke villet kommentere oplysningerne. I alt nåede Britta Nielsen at svindle for mere end 120 millioner kroner. Først da en bogholder i Roskilde Kommune reagerede på en manglende udbetaling på 69.047 kroner og indberettede den til Socialstyrelsen, begyndte myndighederne at fatte mistanke.