Tour-start presser danske hoteller og campingpladser: - Den kimer og kimer, hvad skal jeg gøre?

Der er pres på hoteller og campingpladser i specielt de danske målbyer Nyborg og Sønderborg.

Det vælter ind med reservationer på overnatning i de danske byer, der i sommeren 2021 bliver en del af verdens største cykelløb, Tour de France.

Det sker, efter at der torsdag blev sat datoer på de tre etaper i Danmark.

Cykelløbet skydes i gang med en prolog i København 2. juli, en etape fra Roskilde til Nyborg 3. juli og en etape fra Vejle til Sønderborg 4. juli.

- Allerede i aftes havde vi rigtig mange opringninger, siger Niels Sørensen, der er hoteldirektør på Hotel Scandic i Sønderborg, til TV 2.

- Jeg sad til et personalearrangement, og vores receptionist ringede og sagde, "telefonen kimer og kimer, hvad skal jeg gøre?" Det var helt vildt.

- Det er megasejt

Tour de France bliver en af de største sportsbegivenheder, der nogensinde er blevet afholdt på dansk jord.

Cykelløbet sendes i 190 lande, og der er rundt regnet 3,5 milliarder seere i alt under løbet. Derudover ventes over 900.000 tilskuere at heppe på rytterne fra vejkanten langs de tre etaper i Danmark.

Tour de France 2021 starter med tre etaper gennem Danmark.
Tour de France 2021 starter med tre etaper gennem Danmark. Foto: TV 2

Nogle af dem forventer at overnatte i Nyborg, der er anden etapes målby.

- Telefonen har ringet lige fra morgenstunden i går og stort set ikke stået stille, siger Tina Demant Jensen, der er lejrchef for Nyborg Strandcamping, til TV 2.

Derudover strømmer det ind med e-mails.

- Jeg har nok en 50-60 mails med ønsker om reservationer, der ligger og venter. Jeg tror, der bliver stuvende fuldt af mennesker, siger hun.

Det samme forventer hoteldirektøren i Sønderborg, der snart har modtaget flere opkald, end han har værelser at leje ud.

- Det er megasejt og så dejligt, at vi får chancen for at vise vores område frem på en måde, som kun Tour de France kan give os, siger Niels Sørensen fra Scandic i Sønderborg.

Pres på hoteller i målbyer

Det store pres på bookingsystemerne ses specielt i målbyerne, men også i Roskilde og Vejle, hvor feltet sendes afsted fra, oplever man interessen for Touren.

- Det er sjældent, nogen prøver at booke et værelse to et halvt år ude i fremtiden, siger Ole Høgh, der er hoteldirektør på Scandic i Roskilde, til TV 2.

I Roskilde er udfordringen ekstra stor, da Tour de France-etapen skydes i gang, samtidig med at Roskilde Festival rocker byen.

- Det er noget mere udfordrende, men der er ingen tvivl om, at vi nok skal få udsolgt, siger Ole Høgh, der er hoteldirektør på Scandic i Roskilde, til TV 2.

Også Scandics hoteller i København kan mærke interessen, oplyser deres hovedkontor. Siden torsdag har man modtaget mere end 100 danske og internationale forespørgsler om tour-bookinger.

Ingen af de steder, TV 2 har talt med, har åbnet for booking i 2021, men alle steder arbejder nu på at finde ud af, hvordan man håndterer de mange henvendelser.

Det er syv år siden, at Danmark lagde billet ind på at lægge asfalt til en Grand Départ, som starten af Tour de France hedder.

Undervejs har regeringen, regioner, kommuner og endda kongefamilien sammen med Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark arbejdet målrettet for at få løbet til Danmark.