Nyt tilfælde af mæslinger i Danmark

16x9
Arkivfoto. Manden har opholdt sig i venteværelser på flere hospitaler i Region Hovedstaden. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

En ung dansk mand er smittet med samme type mæslinger, som i uge syv brød ud i Val Thorens i Frankrig.

En ung mand fra Nordsjælland er ifølge en pressemeddelelse fra Statens Serum Institut blevet smittet med mæslinger.

Virustypen er identisk med den, som i uge syv ramte to danskere i skisportsbyen Val Thorens i Frankrig.

Manden har dog ikke været i Frankrig, før sygdommen brød ud. Han har derimod været på et skisportssted i Sydsverige, mens han var syg og har efter hjemkomst opholdt sig i venteværelser på flere hospitaler i Region Hovedstaden.

Statens Serum Institut vil nu undersøge, om der kan være en sammenhæng mellem de tre påviste tilfælde af den smitsomme sygdom.

- Det tyder på, at der er en form for smittespredning i Danmark, siger Peter Henrik Andersen, afdelingslæge ved Statens Serum Institut.

Styrelsen for Patientsikkerhed har kontaktet alle relevante steder med henblik på at sikre, at personer, der har været udsat for smitte, og som ikke er immune mod mæslinger, bliver kontaktet og får tilbud om relevant behandling.

Er man i tvivl om, hvorvidt man er vaccineret mod mæslinger, skal man tjekke, om man har fået MFR-vaccinen.