Kioskmedarbejder måtte hjælpe lottovinder i banken

16x9
Sanne Hansen ved disken, hvor lottovinderen henvendte sig. Foto: Privatfoto / TV 2

En rystet lottovinder måtte hjælpes lidt på vej af kioskmedarbejderen.

En tur i Meny i Haderslev havde onsdag et lidt andet udfald end forventet, da en kvinde henvendte sig i kiosken.

Kvinden skulle have tjekket den lottokupon, som hun havde købt til lørdagens trækning. Da kioskmedarbejder Sanne Hansen kørte kuponen igennem, var der gevinst.

Præmiesummen var på over 9999 kroner, så systemet i kiosken oplyste, at kuponen skulle tjekkes i det nærmeste pengeinstitut.

Den melding var noget, som kvinden ifølge Sanne Hansen i første omgang havde lidt svært ved at begribe.

- Jeg læner mig ind over disken og hvisker til hende, at hun skal gå i banken. Hun tager sig lidt til hovedet og bliver lidt chokeret, kan jeg se, fortæller hun.

Da Sanne Hansen alligevel snart havde pause, tilbød hun derfor at hjælpe kvinden på vej. Først gik de to sammen ned i banken. Men da kvinden manglede nogle personlige papirer, hentede Sanne Hansen sin bil for at svinge forbi kvindens hjem, inden de igen satte kurs mod banken.

- Hun holder godt fast i disken

Sanne Hansen og hendes kolleger havde med egne ord gået og holdt vejret lidt siden i lørdags.

Her blev det nemlig offentliggjort, at Lottos 'Millionærgaranti' var vundet på en kupon købt i butikken. Hver uge bliver to gange en million kroner udtrukket blandt alle spillede rækker.

I banken onsdag sad Sanne Hansen lidt væk, mens bankdamen skrev gevinstbeløbet ned på et stykke papir til kvinden og ganske rigtigt var det syv cifre, der optrådte: 1.000.000 kroner.

- Hun tager det meget køligt, men jeg kan se, at hun holder godt fast i disken. På vejen til banken har jeg forsøgt at berolige hende med, at det kan være, at der kun er tale om 10.000 kroner. Men alle havde lidt en fornemmelse, siger kioskmedarbejderen.

Efterfølgende tog Sanne Hansen og kvinden en kort snak om, hvad pengene skulle bruges på. Og ifølge kioskmedarbejderen havde kvinden allerede planer for i hvert fald en del af beløbet.

Med kuponen sikkert afleveret i banken var den nybagte lottomillionær nu så fattet, at Sanne Hansen igen kunne sige farvel og tage tilbage på arbejde. Ifølge Sanne Hansens chef til en velfortjent pause.

I sin tid som kioskmedarbejder har Sanne Hansen aldrig oplevet så stor en gevinst, og for hende har det hele også været lidt af en oplevelse.

- Jeg synes, det er så fedt for hende. Det har været sjovt, men jeg har ikke været så glad for al opmærksomheden. Vi kan bare godt lide at sikre vores kunder. Jeg havde heller ikke kunnet klare det uden mine kolleger, som arbejdede ekstra, mens jeg var ude af huset.

Sanne Hansen har ikke lyst til at sætte flere ord på kvindens reaktion, da hun skal have lov til at være anonym.

Ny milliongevinst venter

Selvom milliongevinsten for Sanne Hansen var en helt ny oplevelse, er lottomillionærer tæt på hverdag hos Danske Spil. Siden 1989 er 3856 personer blevet lottomillionærer.

- Vores kundecenter er de første, der taler med vinderne. Og her er reaktionen typisk, at de tror, at nogen laver sjov med dem. Men når det så går op for dem, at de altså er blevet millionærer, så er der mange, der begynder at græde af glæde, fortæller Camilla Cornelius, der er presse- og kommunikationsmedarbejder hos Danske Spil.

Hun peger samtidig på, at der er næsten lige så mange forskellige reaktioner, som der er vindere.

- Det er meget forskellige mennesker og meget forskellige beløb. De fleste tror ikke rigtig på det i første omgang, men så bliver de selvfølgelig utroligt glade. Nogle har spillet i måske 20 eller 30 år. Så kan det godt være ret overvældende, at det endelig sker, siger hun.

Især for de vindere, der har fået den helt store gevinst, skal der pludselig tages stilling til mange ting. Derfor er det også en mulighed at gøre brug af Danske Spils uafhængige rådgivere, når gevinsten er over halvanden millioner kroner.

- De rådgiver ikke i forhold til investeringer, men i forhold til hvordan man griber det an med familie og arv, eller hvordan man forholder sig, hvis kuponen skal deles. Desuden er der mange, der ikke har fortalt om gevinsten til nogen, så på den måde fungerer rådgiverne også som en slags ventil, som vinderne kan lufte alle deres tanker med, forklarer Camilla Cornelius.

Og Danske Spils rådgivere skal muligvis snart ud for at tale med en ny lottomillionær. På Aarhus Banegård er der solgt en lottokupon, som lige nu er over otte millioner værd. Det skriver Århus Stiftstidende.

Onsdag aften blev den helt store gevinst i Vikinglotto nemlig udløst, og ifølge avisen har vedkommende endnu ikke henvendt sig til Danske Spil.

Kuponen blev solgt i 7-Eleven på banegården.