Fængselsbetjente skal i fremtiden uddannes i Vestdanmark

Den nye uddannelsesinstituion i det åbne fængsel i Møgelkær vil efter planen have plads til 50 studerende om året.

Fængselsforbundets nye uddannelsesinstitution skal ligge Vestdanmark, nærmere bestemt i Møgelkær i Østjylland.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti valgt at omdanne dele af det tidligere åbne fængsel i Møgelkær ved Juelsminde i Hedensted Kommune til stedet, hvor fængselsbetjente i fremtiden også skal uddannes.

Møgelkær er det helt rigtige valg

Bo Yde Sørensen, stedfortrædende formand i Fængselsforbundet

I dag bliver alle fængselsbetjente i Danmark udklækket i Nordsjælland i Birkerød på Kriminalforsorgens Uddannelsescenter.

Men mangel på fængselsbetjente samt behovet for at tiltrække flere elever til uddannelsen over hele landet har ført til oprettelsen af den nye uddannelsesinstituion i det åbne fængsel i Møgelkær, hvor der efter planen skal være plads til 50 studerende årligt.

Uddelt glæde

Justitsminister Søren Pape Poulsen siger følgende til valget om at styrke uddannelsen for betjente i landets fængsler:

- Vores fængselsbetjente løfter hver eneste dag en tung og vigtig samfundsopgave ved at holde styr på de kriminelle. I lyset af de mange indsatte i landets fængsler optager vi flere fængselsbetjente, og netop derfor har vi brug for at tiltrække flere nye elever til uddannelsen - i hele Danmark.

Blandt fagforeningen Fængselsforbundet, der repræsenter fængselsbetjente og ledere i Kriminalforsorgen, bliver tiltaget om den nye uddannelsesinstitution også modtaget positivt.

Fængselsforbundets stedfortrædende formand, Bo Yde Sørensen, hilser den nye skole velkommen med følgende kommentar:

- Det er vores forslag, så selvfølgelig er vi meget tilfredse med, at skolen nu er faldet på plads. Den nye politiskole i Jylland har vist sig at øge antallet af ansøgere. Det tror jeg også, den nye skole for fængselsbetjente kommer til at gøre. Det har betydning, hvor langt du skal køre for at få i gå skole. Og Møgelkær er det helt rigtige valg, siger han til forbundets hjemmeside.

Uddannelse kan hurtigt etableres

Efter planen kan den nye uddannelse i Møgelkær hurtigt tages i brug, og derfor er forventingen, at de første fængselsbetjente allerede vil kunne starte i løbet af efteråret 2019 på uddannelsen.

Der er afsat 49,1 millioner kroner på finansloven til oprettelsen af fængselsuddannelsen i 2019. Derudover vil der blive brugt 21,2 millioner kroner årligt i perioden 2020-2022 til etablering og drift af uddannelsesstedet for fængselsbetjentene.

Kriminalforsorgen beskæftiger i dag i omegnen af 2200 fængselsbetjente over hele landet.