DF vil straffe folk der deler billeder af dødsulykker

16x9
Retten i Sønderborg (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker / Scanpix

Retten i Sønderborg frifandt torsdag en mand for at dele billeder på Facebook fra ulykke med to dræbte.

Dansk Folkeparti vil ændre reglerne, efter at Retten i Sønderborg har frifundet en mand, der delte billeder af dødsulykke.

Det siger retsordfører Peter Kofod (DF).

- I de tilfælde, hvor andre mennesker er i livsfare, er ved at miste deres liv eller har mistet livet i alvorlige ulykker, så skal man yde førstehjælp.

- Eller man skal hjælpe de mennesker, som gør det. Man skal ikke rende rundt og tage billeder eller optage videofilm og dele det på sociale medier.

- Det er så respektløst, og det gør mig utrolig vred, at folk kan finde på det, siger Kofod.

Han vil nu drøfte reglerne med justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Pape udtaler til Ritzau, at han ikke vil kommentere den konkrete sag, da den fortsat kan ankes.

Bil klemt mellem lastbiler

Sagen handler om en 37-årig mand, der torsdag blev frifundet i en sag, hvor han var tiltalt for at dele billeder fra en dødsulykke på Sønderjyske Motorvej 12. marts sidste år.

Ved ulykken blev en bil klemt mellem to lastbiler. To mænd fra Tinglev-området på henholdsvis 70 og 81 år, der sad i bilen, blev dræbt.

Desuden var der flere andre uheld på motorvejen, hvor flere kom til skade.

Manden tog ifølge anklageskriftet billeder af ulykken omkring klokken ni, og omkring klokken 12 delte han dem på Facebook. Han knyttede også en kommentar til billedet:

- Ham i den røde var der ingen livstegn fra overhovedet, skrev den 37-årige.

Dræbte ikke genkendelige på billede

Dommerne lagde ifølge DR Syd i dommen vægt på, at der ikke er genkendelige personer på billedet.

Mandens advokat har over for DR Syd forklaret, at han ikke mener, at man kan identificere de to dræbte på billedet, som er delt.

Ifølge loven er det strafbart at dele billeder og videoer uberettiget på for eksempel sociale medier som Facebook, hvis der er tale om private forhold.

Paragraffen beskriver videre, at det kan koste en bøde eller fængsel i op til seks måneder at dele billeder, der vedrører en afdød person.

DF vil granske regler

Ifølge Datatilsynet er der tale om en personoplysning, når man skriver om eller deler billeder af en person.

Også selv om man ikke skriver navnet på personen, vil der være tale om en personoplysning, hvis bare én person kan finde ud af, hvem det handler om.

Kofod håber, at sagen ankes til landsretten.

- Så må vi se, hvad landsretten kommer frem til. Men bliver der sat punktum i sagen nu, så skal vi se på reglerne, siger Kofod.