Dansker var gidsel hos Islamisk Stat: - Lad IS-krigerne komme tilbage til Danmark

Daniel Rye mener, at de værdier, det danske samfund er bygget op på, kræver, at vi tager IS-krigerne hjem.

I 398 dage sad den danske freelancefotograf Daniel Rye som gidsel hos Islamisk Stat. Mindre end et døgn efter, han var ankommet til Syrien på en reportagetur, blev han kidnappet. Og året, der fulgte, bød på umenneskelige oplevelser og tortur.

Hans fangevogtere var IS-krigere ligesom dem, der nu sidder tilbage i Syrien. Krigere, der i den seneste uge er blevet et varmt politisk emne.

Jeg er ikke opvokset i et land, som går ind for et øje for øje og tand for tand

Daniel Rye, tidligere gidsel hos IS

Flere danske politikere vil nemlig nægte de IS-krigere, der har dansk statsborgerskab, at vende tilbage til Danmark.

Men Daniel Ryes holdning kunne ikke være længere væk fra den tankegang.

- Vi har som samfund et ansvar, og vi var selv en del af invasionen i Irak. Handler det om at få vores statsborgere hjem og forhåbentlig hjælpe dem tilbage til livet, så må vi fokusere på det, siger han.  

Det tidligere gidsel mener, at det må være op til efterretningstjenesten at sørge for sikkerheden involveret ved en hjemtagning, og op til de sociale myndigheder at tage hånd om krigerne, når de først er kommet til landet.

Han frygter samtidig, at det giver de tilbageværende krigere en mulighed for at bygge et nyt Islamisk Stat op fra bunden, hvis de ikke bliver taget hjem til retsforfølgelse.

- Vi skal kæmpe for vores værdier

Daniel Rye opholdt sig i en periode under sin tilfangetagen i det verdensberygtede IS-fængsel i den syriske by Raqqa. Her sad der dengang 23 andre vestlige gidsler.

I de 13 måneder, han i alt var gidsel, oplevede Daniel Rye at blive udsultet, lænket og være tvunget til at stå i en udstrakt positur med hænderne over hovedet i flere dage i træk af sine fangevogtere.

- Som udgangspunkt har jeg en gang imellem en følelse af at være vred. Og første tanke ville være, at de skal have af samme skuffe. Men jeg er grundlæggende ikke opvokset i et land, som går ind for et øje for øje og tand for tand. Det er det, sharialoven er bygget op på. Det var det, Islamisk Stat forsøgte at bygge et system på. Det er her, vi skal kæmpe for vores værdier, mener han.

Politikere nægter at tage krigere hjem

Debatten om krigerne er taget til i takt med, at Islamisk Stats sidste bastion i landsbyen Baghouz i det nordlige Syrien er blevet nedkæmpet. Tusindvis af IS-krigerne er fortsat spredt ud over Irak og Syrien. I den nyeste vurdering af terrortruslen mod Danmark lyder det fra PET, at godt 30 danske syrienskrigere stadig befinder sig i konfliktzonen.

Men et flertal af danskerne siger nej til at tage krigerne hjem. En måling, som Nordstat har foretaget for Jyllands-Posten, viser, at 65 procent ikke mener, at Danmark skal følge en opfordring fra USA om at hjemtage og retsforfølge IS-krigere fra Syrien. Heller ikke selv om de ellers risikerer at slippe fri.

Dansk Folkeparti krævede torsdag, at Danmark nægter at tage imod danske statsborgere, der har svoret troskab til Islamisk Stat og kæmpet for terrororganisationen i Syrien.

Og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) udtalte i sidste uge, at han "ingen interesse" har i at få nogen IS-krigere hjem til Danmark.

- Hvad end du spørger mig om som partiformand eller udenrigsminister, er min holdning, at jeg ikke vil have én af dem hjem. De har svigtet alt, hvad Danmark står for, og har i princippet været med til at true danske soldaters liv, lød det fra udenrigsministeren, der samtidig påpegede, at det i sidste ende er et spørgsmål, der skal afgøres på justitsminister Søren Pape Poulsens (K) bord.

Og netop Søren Pape Poulsen kommenterede torsdag sagen.

Her slog han fast, at "faktum er, at vi ikke kan nægte danske statsborgere at komme tilbage til Danmark".

- En dansk statsborger er en dansk statsborger, sagde Søren Pape Poulsen til TV 2 og uddybede sit synspunkt:

- Hvor lidt vi end vil have dem hjem til Danmark, så er det sådan, at hvis du ikke er dobbelt statsborger, så er du dansk statsborger. Det vil sige, at så kan vi ikke forhindre dig i at få et dansk pas, og at du lige pludselig står i Danmark - og så har vi mange midler til at retsforfølge folk, udtalte justitsministeren.

En udmelding, som også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har støttet.

- Lad os forholde os til den virkelighed, vi er en del af

Daniel Rye forstår godt, at det for nogle kan være svært at forlige sig med tanken om at få IS-krigerne hjem. Alligevel mener han, at det er forkert at lade de danske krigere blive i Syrien.

- Jeg tror, de fleste synes, at de skal blive væk, hvis vi lytter til vores følelser. De har forrådt os og gjort frygtelige ting. Men nu er vores samfund bygget op på andre ting end følelser. Lad være med at komme med populistiske overskrifter, og lad os forholde os til den nuancerede virkelighed, vi er en del af. Lad os lære vores fjende at kende, siger han.

Tiden hos Islamisk Stat er på mange måder stadig en del af Daniel Ryes liv, og han holder eksempelvis stadig foredrag om tiden i Syrien. Men selvom minderne stadig fylder, så prøver han på at holde vreden over oplevelserne væk.

- Jeg vil ikke lade hadet drive mig. Det var det, mine fangevogtere var drevet af. Jeg har set nok had, jeg har oplevet nok had. Jeg gider ikke lade det være en del af mit liv, siger han.