18-årig fyret for at spise kanelsnegl – her er syv andre stærkt kontroversielle fyringer

To kvinder blev blandt andet fyret for tyveri, da de samlede flasker ind på deres arbejdsplads.

En kanelsnegl endte med at koste den 18-årige Mia Frandsen jobbet som bagerjomfru i Føtex i Ebeltoft.

Selv forklarede den 18-årige, at hun havde spist af kanelsneglen, da den var gået i stykker og derfor ikke kunne sælges.

Føtex Ebeltoft mente dog, at der var tale om tyveri og bortviste den 18-årige Mia Frandsen fra butikken.

Selvom den unge kvinde ikke er medlem af en fagforening, har HK alligevel sat deres jurister til at se nærmere på sagen.

Fagforeningen sætter spørgsmålstegn ved Føtex’ håndtering af sagen og mener, at det er almindelig kutyme, at medarbejdere må spise af kager, der går i stykker.

Også på Facebook er flere fortørnede over, at der ikke skulle mere til, før den 18-årige mistede jobbet.

Mia Frandsens telefon har ringet hele dagen.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, February 20, 2019

Og det er langt fra første gang, at en fyring får både fagforeninger og folk i stuerne på barrikaderne.

HK Handel organiserer ansatte i netop detailbranchen, og de er derfor en af de fagforeninger, som bliver involveret, hvis for eksempel sager mellem butikansatte og arbejdsgivere er gået i hårdknude.

Ifølge faglig konsulent Lisbeth Nørremark hos HK Handel sker konflikterne oftest på baggrund af mangelfuld information og kommunikation. 

- Det kan godt være, at der er nogle retningslinjer ude i de enkelte butikker. Men det er ikke sikkert, at det er meldt godt nok ud. Der er mange unge i detailbranchen, og de skal introduceres ordentligt til de her retningslinjer. Hvis de ikke bliver det, så kan det gå galt, siger hun. 

Oftest bliver sagerne løst lokalt og ved forlig. Men når sagerne ender i retten, bliver der ofte lagt vægt på baggrunden for den ansattes handling ved en anklage om formodet tyveri.

- De sager, vi har kørt, er ofte endt med, at retten har vurderet, at den ansatte ikke har haft en intention om at stjæle, men at der har været tale om en forglemmelse eller uklare retningslinjer. På den baggrund har retten vurderet, at der ikke har været grundlag for en bortvisning. Så i praksis tages der også hensyn til forglemmelser og sjusk, forklarer hun.

Ikke kun 18-årige Mia Frandsens sag har trukket overskrifter eller sat fagforeningernes advokater på arbejde i de seneste år. Her er et overblik over nogle af de seneste års kontroversielle fyringer. 

Syv eksempler på kontroversielle fyringer

To kvinder fyret for at samle flasker

Cherie Simon er en af de kvinder, der er blevet fyret for at indløse pant på flasker, som medarbejderne selv havde betalt for. Foto: Scanpix/Privatfoto / TV 2
Cherie Simon og Jeanette Hansen blev bortvist fra deres jobs i firmaet Europe Handling i 2017, efter de havde samlet flasker ind på arbejdspladsen. Ifølge medarbejderne ville de indløse panten og bruge den til en sommerfest for alle deres kollegaer.
Flaskerne var til dels nogle, som medarbejderne selv havde medbragt til arbejdspladsen, og nogle, der var købt i en automat på kontoret hos Europe Handling i Københavns Lufthavn.
Efter en enkelt tur til flaskeautomaten, som resulterede i en flaskebon på 135 kroner og halvtreds øre, blev de to kvinder kaldt ind på kontoret.
Her blev de begge suspenderet for at have stjålet flasker.
- Jeg tænkte: "Det er en joke. Det må være skjult kamera", sagde Jeanette Hansen til TV 2.
Firmaets ejer ønskede ikke at kommentere sagen offentligt.

Mand fyret for at være i samme lokale som "chokoladetyv"

Hele sagen handler om chokoladen Twix Foto: Simon Knudsen / Scanpix Danmark
Twix-chokolade til en værdi af tyve kroner fik for nogle år siden konsekvenser for tre medarbejdere i Cateringfirmaet Select Service Partner i Københavns Lufthavn.
En af de ansatte blev fyret for at have taget en håndfuld af chokoladen. En af hans kollegaer mistede jobbet for at have spist et stykke af chokoladen. Og en tredje medarbejder Benny Voldby Birk mistede jobbet for at have været i samme lokale imens. Han blev anklaget for medvirken til tyveri.
Alle tre medarbejdere blev senere frifundet i sagen og fik tilkendt en erstatning på samlet 300.000 kroner.
Select Service Partner ønskede ikke at kommentere fyringssagen, men HR-chef Camilla Wolmuth skrev i en mail til Fagbladet 3F, at virksomheden fuldt ud respekterer "det fagretlige system og de afgørelser, der træffes."

17-årig glemte at betale fem kroner for en kop kaffe

Buster Hoff. Foto: Privatfoto
Den 17-årige Buster Hoff fra Odense blev i januar i 2017 fyret fra sit job som ungarbejder i en Superbrugsen i Odense.
Begrundelsen var, at han ikke havde betalt for en kop kaffe, han havde drukket. Kaffen kostede fem kroner.
- Jeg blev chokeret. Det er rigtigt, at jeg havde glemt at betale de fem kroner for kaffen. Det var dumt, og jeg kunne have fået en advarsel. Men det er voldsomt at blive fyret, sagde Buster Hoff til TV 2.
Butikken sidestillede det med tyveri. Og foruden fyringen optrådte han derfor i Coops navneregister frem til 2020, fordi han blev fyret på grund af tyveri.
Hos Coop ville informationsdirektør Jens Juul Nielsen dengang ikke udtale sig om den konkrete sag.
- Men det er et princip, at man ikke må tage varer i vores butikker uden at betale for dem. Konsekvensen er en bortvisning, sagde han til TV 2. 

Ansat tog kasserede vareprøver med hjem

Poser med kaffe kostede en medarbejder jobbet Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix
Advokat hos Krifa Mathias Nielsen har ligeledes tidligere fortalt om en medarbejder, der blev uretmæssigt fyret fra sit arbejde i et supermarked.
Supermarkedet havde kasseret nogle vareprøver fra en leverandør, heriblandt nogle kaffeposer. Medarbejderen tog poserne med kaffe op af den container, de var blevet smidt ud i, og med hjem.
For det modtog han fra supermarkedet en fyreseddel. Ifølge Krifas advokat blev den fyring dog i retten erklæret uretmæssig.

Fyret for fiskepinde

Manglende betaling for en pakke fiskepinde fik konsekvenser Foto: Allan Lundgren / Scanpix Nordfoto
I en anden sag mistede en medarbejder også sit job, da han blev anklaget for tyveri fra sin arbejdsplads.
Medarbejderen blev fyret, fordi han glemte at betale ni kroner for en pakke fiskepinde.
Han blev dog frifundet i landsretten, efter HK Handel gik ind i sagen. Retten mente ikke, at han havde intention om at stjæle, og derfor fik han senere erstatning for uberettiget fyring.

Apoteksansat fyret for privat sms

Den ansatte sendte en privat sms i arbejdstiden Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
En chauffør blev fyret fra et nordsjællandsk apotek, fordi han havde sendt en privat sms i arbejdstiden. I 2016 sendte han en besked om et fodboldarrangement til en ven ti minutter før, hans frokostpause begyndte.
Ejeren af apoteket holdt øje og allerede samme dag afskedigede hun den ansatte. Hun mente, at sms'en var i strid med apotekets personalehåndbog. 
Apotekeren blev efterfølgende dømt for en usaglig afskedigelse, noget som kostede hende næsten 300.000 kroner.

Bortvist for at donere ni kroner til velgørenhed

Ni kroner betød en bortvisning til en lufthavnsansat Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix
En ansat i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn fandt ni kroner, som han tog med sig. Senere puttede han dem i en bøsse til velgørenhed.
Lufthavnen havde en praksis, hvor glemte mønter netop gives til velgørenhed. Men ifølge arbejdsgiveren skulle det hver gang godkendes af en overordnet.
Det var den ansatte ikke klar over. Derfor ekspederede han selv de ni kroner.
Lufthavnen blev dømt til at betale 400.000 kroner til den tidligere ansatte, der blev frifundet for tyveri.