Nu er alle de jyske ulvehvalpe enten døde eller udvandret

16x9
Billedet af en ulveunge i Danmark er taget af et vildtkamera i Ulfborg-området sydvest for Holstebro. Foto: Ulvetracking.dk / TV 2

Selvom alle hvalpe tilsyneladende er væk, er ulveforsker overbevist om, at vi igen vil se ynglende ulve.

Det vakte opsigt, da et ulvepar i foråret 2017 slog sig ned i Vestjylland og fik et kuld på otte ulvehvalpe.

Det var efter alt at dømme første gang siden ulvens genindvandring til Danmark i 2012, at et ulvepar havde slået sig ned i Danmark og fået hvalpe.

Men to år senere tyder det på, at alle hvalpene enten er udvandret til Tyskland eller døde.

Fra Djursland til Slesvig-Holsten

Så sent som i sidste uge bekræftede tyske myndigheder, at en hanulv, der indtil årsskiftet havde huseret på Djursland, var konstateret i Slesvig-Holsten.

- Vi formoder, at ulven har opholdt sig på Djursland gennem længere tid. Men der er ikke noget, der indikerer, at den har fundet en mage. 

- Det er formentlig det, der gør, at den så er vandret videre, siger videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Kent Olsen.

Hvor er ulvene?

I det hele taget har ulvene fået meget forskellige skæbner.

Det antages, at der blev født otte hvalpe.

To af dem har forskerne ikke kunnet gøre rede for, og de regnes derfor for at være omkommet eller forsvundet ud af landet.

Her kan du få et overblik over, hvordan det er gået de seks andre hvalpe, som forskerne har genetiske spor fra. Oplysningerne kommer fra Ulveatlas.dk:

  • Ulven "GW923F" blev skudt og dræbt på en mark i Vestjylland 16. april 2018.
  • Ulven "GW931F" udvandrede til Tyskland, hvor den blev påkørt af en bil og dræbt.
  • Ulven "GW900M" er dokumenteret i Østjylland, men er senest konstateret syd for den dansk-tyske grænse.
  • Ulven "GW924M" er senest dokumenteret i Tyskland.
  • Ulven "GW930F" er senest dokumenteret i Tyskland.
  • Ulven "GW932M" er senest dokumenteret i Tyskland.

Det er Naturhistorisk Museum, der sammen med Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, står for overvågningen af ulve i Danmark.

De vender måske tilbage

Kent Olsen er da heller ikke overrasket over, at fem af de danskfødte ulvehvalpe er søgt til Tyskland.

- At de danskfødte ulve har forladt deres vestjyske fødeområde er ikke overraskende, da unge ulve normalt vandrer ud for at finde deres eget sted, hvor de kan slå sig ned sammen med en mage, siger Kent Olsen.

Det ikke vil overraske ham, hvis nogle af de danskfødte ulve på et tidspunkt vender tilbage til Danmark.

Vi kommer til at se ulve yngle igen i Danmark (...) Det er min bedste vurdering

Kent Olsen

Stadig ulve i Danmark

Forskerne antager, at der er mellem tre og fire ulve i Danmark: en hanulv i Nordjylland og mindst én han- og én hunulv i Vestjylland.

- Men der kommer helt sikkert andre ulveindivider op sydfra, ligesom vi har oplevet i mindst syv tilfælde tidligere, siger Kent Olsen.

Han er overbevist om, at vi igen vil se ynglende ulve i Danmark.

- Det er forventeligt, at i yderområdet af en arts udbredelse kan det til at starte med gå lidt stille med etableringen. Når den så når over et vist niveau, bliver det mere stabilt og forudsigeligt, siger Kent Olsen.

- Vi kommer til at se ulve yngle igen i Danmark, formentlig også inden for relativt kort tid. Det er min bedste vurdering.