Kænguru på springtur er hjemme i god behold igen

En privatejet kænguru slap lørdag aften løs fra en bopæl i Øster Lindet ved Rødding i Sydjylland.

Søndag formiddag oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at en efterlyst kænguru i Øster Lindet ved Rødding i Sydjylland nu er indfanget igen.

Politiet modtog et opkald fra ejeren om den forsvundne kænguru klokken 00.10 natten til søndag, oplyser vagtchef Henrik Sønderskov.

På det tidspunkt havde kænguruen allerede været væk i fire timer, hvor ejeren havde ledt forgæves efter den.

Det er ikke første gang, at en privatejet kænguru er sluppet fri i Syd- og Sønderjyllands politikreds.

I juli 2018 slap en kænguru fri i nærheden af Ansager ved Varde. Den stak af fra sin indhegning på en landbrugsejendom og var savnet et halvt døgn, før ejeren selv opsporede det savnede dyr.

Der er ingen meldinger om, at der skulle være tale om den samme kænguru.