Danmarks ældste tegneseriebutik er lukningstruet, men nu er hjælpen på vej

Crowdfunding-kampagne har indsamlet 220.000 kroner på 23 timer til fordel for lukningstruet tegneseriebutik.

En af verdens ældste tegneseriebutikker, Fantask i København, er truet af lukning. 

Men hvert minut kommer butikken tættere på en redning – blandt andet via en succesfuld crowdfunding-kampagne. Kampagnen er så populær, at beløbet sikkert er steget, når du har læst artiklen her færdig.

Målet for indsamlingen er mere 200.000 kroner. Og det er nu mere end nået: Efter 23 timer er der indsamlet 220.000 kroner.

- Jeg havde troet, at det ville tage 14 dage at nå målet, siger Benjamin Lund Preisler Herbst, der startede indsamlingen fredag aften.

30-årige Benjamin Lund Preisler Herbst er kommet i Fantask det meste af sit liv.

- Det er på grund af Fantask, at vi har en nørdekultur i Danmark, og det skal vi bevare, siger han.

”Det er med sorg…”

Meldingen om, at Fantask står overfor lukning, blev torsdag meldt ud i en mail fra Fantask til abonnenter, der får tegneserier leveret fra butikken.

- Det er med sorg, vi må meddele, at det efter 47 år kan ende med, at Fantask bliver nødt til at lukke, lyder det i mailen. 

Sidste åbningsdag for tegneserie- og science fiction-boghandlen vil – hvis alt går galt – være 29. juni.

Udmeldingen har dog sat gang i en kædereaktion af kærlighed.

- Der er fyldt med mennesker i butikken. Kunder, som jeg ikke har set i flere år, kommer ned, og vi får også nye kunder, der ærgrer sig over, at de ikke har hørt om os før, siger indehaver af Fantask, Marit Nim.  

Hun er taknemmelig over, at Benjamin Lund Preisler Herbst har startet crowdfunding-kampagnen.

- 200.000 kroner er ikke nok til at forhindre lukningen, men det hjælper os godt på vej. Alting hjælper, siger Marit Nim.

Benjamin Lund Preisler Herbst er ikke den eneste idérige tegneserie-nørd, der vil redde Fantask.

- Mange af vores kunder kommer med gode forslag til, hvordan vi kan fortsætte. Så meget at næste uge kommer til at gå med møder, siger Marit Nim.

Presset marked

Fantask har oplevet faldende salgstal siden finanskrisen, som begyndte i 2007. Samtidig er nethandlen blevet en hård konkurrent.

- Detailhandlen med tegneserier er presset af nethandel, siger Kristian Bang Larsen, som er chefredaktør på Nummer9.dk, der er et onlinemagasin om tegneserier.

Han fortsætter:

- Nethandlen stiller nye krav til butikkerne. De skal levere noget ’ekstra’, som kunderne ikke kan få i internetbutikkerne. Min subjektive vurdering er, at Fantask har haft svært ved at følge med tiden.

Et mekka for nørder

Gennem mange år var Fantask garanten for et blomstrende tegneserie-miljø i Danmark.

- Du kan ikke overvurdere, hvor stor betydning Fantask har haft for de danske tegneserienørder, siger Kristian Bang Larsen.

I mange år var Fantask den eneste butik, hvor du kunne købe tegneserierne, som de danske mainstream-forlag ikke ville røre med en ildtang.

- Forfattere, tegnere og almindelige nørder mødtes i Fantask og diskuterede tegneserier. De sendte nye impulser ud i landet, siger Kristian Bang Larsen.

Benjamin Lund Preisler Herbst har startet en indsamling, der skal redde tegneseriebutikken Fantask fra lukning.

Ukendt territorium

Benjamin Lund Preisler Herbst fangede impulserne i en sådan grad, at han valgte at åbne sin egen superhelte-butik.

- Egentlig ville jeg sælge tegneserier, men det gik op for mig, at jeg ikke havde lyst til at købe tegneserier i min egen butik. Jeg ville købe mine tegneserier i Fantask, siger Benjamin Lund Preisler Herbst.

Med crowdfunding-kampagnen går Marit Nim og Fantask ind i ukendt territorium.

- Jeg ved slet ikke, hvordan vi skal forholde os til, at vores kunder donerer så mange penge til os. Det må jeg tale med vores revisor om, siger Marit Nim, inden hun tilføjer:

- Hvis folk ikke husker os og bruger os, vil pengene fra crowdfundingen desværre kun være et plaster på såret.