Stort fremmøde ved Ole Stephensens bisættelse: - Jeg har mistet min bedste ven i verden

Flere måtte stå op i den fyldte kirke, da der fredag blev sagt et sidste farvel til Ole Stephensen.

- Vi er blevet ramt af et jordskælv.

Sådan beskrev Erik Stephensen sin lillebror, journalist og politiker Ole Stephensens, pludselige død, da han fredag stod midt i blomsterhavet foran en fyldt Holte Kirke.

Lidt utraditionelt havde Erik Stephensen, der også er journalist, som den første taget ordet til bisættelsen. Og med fast stemme tegnede han et billede af lillebroren som et menneske, der altid spredte glæde og stod op for de svage. 

- Var der en kammerat, der blev mobbet i skolen, var Ole der altid, sagde han til de mere end 350 fremmødte.

Ifølge bisættelsens anden taler, ven og journalist Jørgen Koldbæk, var Ole Stephensen nemlig fremfor alt "hjertevarm". 

- Selvhøjtidelighed var meget fremmed for ham. Det er ufatteligt, at hans store og varme hjerte ikke slår mere. Men det var fantastisk, at han var her. Jeg glemmer ham aldrig, sagde han.

Jeg har aldrig haft så god en ven, og jeg har aldrig haft en ven i så mange år, som jeg har været så tæt knyttet til

Karen Thisted, journalist

Ikke kun en sørgende familie

I kirken havde familien valgt at synge salmerne 'Op, al den ting, som Gud har gjort', 'Det er i dag et vejr, et solskinvejr!' og 'Kastanjens hvide lys'.

Og da den sidste tone var klinget af, blev kisten med tunge skridt båret ned ad kirkegulvet og ud til rustvognen af flere medlemmer af den nærmeste familie - heriblandt de to ældre brødre, Per og Erik Stephensen og søsteren, Karin Stephensen.

Udenfor skinnede solen ned på den sørgende flok, og med en farveeksplosion af blomster på låget af kisten blev Ole Stephensen sendt afsted på sin sidste tur af familie, venner og kollegaer.

Det store fremmøde vidnede om en mand, der har haft en stor plads hos mange. For journalisten efterlod sig ikke kun en sørgende familie.

Ole Stephensen blev bisat fra Holte Kirke, hvor han også er kommet som barn.
Ole Stephensen blev bisat fra Holte Kirke, hvor han også er kommet som barn. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Kisten blev båret af flere medlemmer af den nærmeste familie - heriblandt de to ældre brødre, Per og Erik Stephensen og søsteren, Karin Stephensen.
Kisten blev båret af flere medlemmer af den nærmeste familie - heriblandt de to ældre brødre, Per og Erik Stephensen og søsteren, Karin Stephensen. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Nina Klinker Stephensen og Erik Stephensenlægger en rose på kisten.
Nina Klinker Stephensen og Erik Stephensenlægger en rose på kisten. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
En kæmpe bårebuket prydede kisten.
En kæmpe bårebuket prydede kisten. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

- Jeg har aldrig haft så god en ven

Journalist Karen Thisted var mødt op for at sige farvel til et menneske, der har været langt mere end en kollega for hende.

- Jeg har sagt farvel til min bedste ven i verden. Jeg har aldrig haft så god en ven, og jeg har aldrig haft en ven i så mange år, som jeg har været så tæt knyttet til. Jeg kan slet ikke forstå det, sagde en tydeligt påvirket Karen Thisted til TV 2.

Karen Thisted var også blandt dem, der fik lov at lægge en rose på kisten. Ole Stephensen havde været hendes bedste og ældste ven.
Karen Thisted var også blandt dem, der fik lov at lægge en rose på kisten. Ole Stephensen havde været hendes bedste og ældste ven. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

- Men jeg synes, der er nogen, der har det værre end mig: To skønne døtre og en vidunderlig kone, som alt for tidligt har mistet et af jordens dejligste mennesker.

Hun vil blandt andet huske Ole Stephensen fra deres mange års samarbejde på underholdningsprogrammet 'Eleva2ren', men mest af alt, fordi han gerne gik skridtet videre for at gøre dem omkring sig tilpas - også i svære perioder, fortæller hun.

Jeg håber, han ser, hvor mange der har fulgt ham i dag

Karen Thisted, journalist

- Han gjorde meget for at få mig i godt humør. Jeg ville ønske, jeg kunne få ham i godt humør nu, men det er sådan en smuk solskinsdag, og jeg håber, han ser, hvor mange der har fulgt ham i dag, sagde hun.

Tv-vært Michael Meyerheim og frue Gitte Nyrop ankommer her til bisættelse i Holte Kirke.
Tv-vært Michael Meyerheim og frue Gitte Nyrop ankommer her til bisættelse i Holte Kirke. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Niels 'Noller' Olsen er en dansk sanger og sangskriver. Sammen med sin bror er han kendt som Brødrene Olsen.
Niels 'Noller' Olsen er en dansk sanger og sangskriver. Sammen med sin bror er han kendt som Brødrene Olsen. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Karsten Ree og Janni Christensen ankom hånd i hånd.
Karsten Ree og Janni Christensen ankom hånd i hånd. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En "pissesjov" altmuligmand

Blandt de fremmødte var også erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), Janni Christensen og Carsten Ree, Niels 'Noller' Olsen, tv-vært Michael Meyerheim, Shu-bi-dua-forsanger Michael Bundesen, tidligere jægersoldat B.S. Christiansen og 'Go' morgen Danmark'-vært Jes Dorph-Petersen.

Han beskrev Ole Stephensen som en "fantastisk journalist" og huskede tydeligt, da han mødte ham første gang.

- Jeg havde i mange år set op til Ole. Han var et af mine kæmpe forbilleder som både tv-mand, journalist og vært. Og første gang jeg mødte ham, var jeg helt starstruck, sagde han til TV 2.

Siden blev de venner og delte både op og nedture i branchen.

- Han vil blive husket som den mest alsidige tv-vært og journalist, vi har haft. Ole var det ene øjeblik meget morsom, larmende og underholdende og det næste øjeblik ekstremt alvorlig og meget kritisk. Han var en altmuligmand og pissesjov, sagde Jes Dorph-Petersen.

Partikollegaen Naser Khader (K), der i sin tid opfordrede Ole Stephensen til at gå ind i politik, var også til bisættelsen og vil særligt mindes kollegaens smil og hans glimt i øjet.

- Han var et meget varm, ordentligt og reflekterende menneske, og man gik altid derfra og var glad, når man havde spist frokost med ham, sagde han til TV 2.

Ikke en tilfældighed

Det var ikke tilfældigt, at det var Holte Kirke, der kom til at danne rammen om det sidste farvel til Ole Stephensen.

Han er både døbt og konfirmeret der, og så var journalistens mor sopran i kirken. Ole Stephensen kom der derfor i mange år for at høre hende synge. 

Bisættelsen var åben for alle, men de nærmeste blev efter ceremonien inviteret ind i Holte Kirkes sognegård.

Jørgen Koldbæk, der er journalist og var ven af Ole Stephensen, gengiver noget af den tale, han holdt til bisættelsen. Her lagde han blandt andet vægt på vennens gode humør og fortæller om deres første møde. Video: Maja Kærhus Jørgensen

Kunne ikke reddes

Ole Stephensen blev 63 år gammel og døde i sit hjem i Gentofte 6. februar uden forudgående sygdom.

Han er uddannet journalist og arbejdede gennem flere år som vært på forskellige tv-programmer på TV 2.

Derudover blev han også kendt fra filmlærredet i rollen som den godmodige Walter i de tre 'Walter og Carlo'-film. I 2017 sprang han ud som politiker for De Konservative.

Han efterlader sig sin hustru, Julie Stephensen, og de to døtre, Marie Frederikke og Amalie Christine, på henholdsvis 21 og 19 år.