200.000 bilejere mangler at få klippet nummerpladen

Det har i en årrække været problemfrit at køre rundt på de danske landeveje uden at betale vægtafgift eller grøn afgift.

I 2012 stoppede Skat med automatisk at sende ubetalte regninger. Det har netop fået antallet af bilejere, som mangler at betale afgifter, til at eksplodere.

Det viser en korrespondance mellem Rigsrevisionen og Skattestyrelsen, som DR har fået indsigt i.

Mangel på bedre systemer

Problemet er, at skattevæsenet ikke har haft et it-system, der automatisk kan sende en ubetalt vægtafgift videre til inddrivelse. Politiet har derfor ikke kunnet få den pågældende information til at gå ud og klippe nummerpladen.

- Det er igen et tegn på, at Skat er meget afhængige af de her it-systemer, og når de ikke virker, så er det ikke bare én sag, der ikke virker, så har det en meget stor effekt, siger skatteadvokat Eduardo Vistisen.

Stoppet med at klippe nummerplader

Tre millioner biler kører rundt på asfalten i Danmark. Ifølge Skattestyrelsen skylder 400.000 bilejere penge til skat for deres vægtafgift og grønne afgift. 200.000 af dem står til at skulle have klippet nummerpladen.

Politiet kan klippe nummerpladen, hvis bilejeren ikke har fået synet sin bil. Det gælder også, hvis vedkommende ikke har forsikret sin bil eller betalt grøn ejerafgift eller ejerregistrering.

I december lød det fra Rigsrevisionen, at konsekvensen er, at "politiet ikke har kunnet håndhæve den gældende lovgivning" og derfor er "stoppet med at inddrage nummerplader".

- Det er selvfølgelig ikke i orden. Man har simpelthen krav på - fra lovens side - at klippe de her nummerplader, og det har man ikke kunnet gøre i næsten fem år, siger skatteadvokat Eduardo Vistisen.

Bilejere giver milliardgæld

I alt skyldes der nu 1,3 milliarder kroner i ubetalte vægtafgifter, viser et notat fra Gældsstyrelsen, der manuelt har foretaget "en ekstraordinær oprydning" og sendt en sagspukkel af ubetalte afgifter til inddrivelse.

Skat har ikke kunnet beregne og opkræve de strafrenter på mindst otte procent, som skal lægges oveni den ubetalte afgift.

En del af renterne er allerede forældet. En anden del, svarende til 75-90 millioner kroner, er nu blevet opgivet, fordi det ifølge Skatteministeriet ville koste lige så meget at sætte skattemedarbejdere til at kradse pengene ind.