Museumsgæster advaret om mæslinger efter en besøgende er smittet

16x9
Hvis man oplever symptomer på mæslinger, skal man straks kontakte sin læge. Foto: Schneyder Mendoza / Ritzau Scanpix

Bliv vaccineret, lyder opfordringen fra Statens Serum Institut.

En besøgende på Greve Museum har fået konstateret mæslinger efter at have overværet åbningen af en ny udstilling 3. februar. 

Det skriver Dagbladet Roskilde, der uddyber, at Styrelsen for Patientsikkerhed har kontaktet Greve Museum i en mail, som siden er blevet videreformidlet til andre gæster, der var til stede på dagen.

- Skulle nogen af jer kende til personer, som har deltaget i åbningen uden at have tilmeldt sig på forhånd, vil jeg bede jer kontakte dem, lyder det i den mail, de andre gæster har modtaget.

Symptomer på mæslinger

- Temperatur på omkring 39 grader.

- Snue.

- Hoste, der kan komme til at lyde som en søløve.

- Røde øjne.

- Lysfølsomhed.

- Der kan også komme store ømme, hævede lymfeknuder på halsen og ondt i halsen.

- Der kan vise sig grålige pletter på mundslimhinden ud for undermundens kindtænder. Det er de såkaldt koptiske pletter som ses på dette tidspunkt, før udslættet viser sig.

- Efter tre-fire dage kommer udslættet, som starter som ganske små pletter - typisk omkring ørerne. I løbet af et par dage spredes pletterne ud over resten af kroppen.

- Sygdommen varer som regel omkring en uge.

Kilde: Netdoktor.

Mailen er underskrevet Ruth Hedegaard, der er konstitueret museumschef.

I en pressemeddelelse onsdag advarer Styrelsen for Patientsikkerhed om, at der kan være personer, som er blevet smittet med mæslinger.

- Deltagere i et arrangement på Greve Museum 3. februar kan have været udsat for mæslingesmitte, efter en besøgende til arrangementet er konstateret smittet med mæslinger. Styrelsen for Patientsikkerhed har sikret, at alle deltagere i arrangementet er blevet informeret, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i pressemeddelelsen.

- Alle, der har deltaget i det pågældende arrangement, har fået besked om, at de potentielt kan have været udsat for mæslingesmitte. Hvis man ikke er vaccineret mod mæslinger eller har haft sygdommen, og man har mistanke om, at man kan være smittet, skal man ringe til sin læge eller lægevagten med det samme, siger Hanne Borch-Christensen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Man skal ikke møde personligt op hos lægen

Hun understreger, at man ikke skal møde personligt op hos lægen, hvis man har mistanke om mæslinger.

- Mæslinger er en af de mest smitsomme sygdomme, der findes, og kan smitte, blot man opholder sig i samme rum som en smittet person. Så hvis der er mulighed for, at man kan være smittet, skal man ikke møde uanmeldt op hos lægen, da man kan risikere at smitte andre i venteværelset, siger hun.

To andre smittet på skiferie

Museumsgæsten er ikke ene om at være blevet smittet med den frygtede sygdom. 

Tirsdag kom det frem, at to personer var blevet smittet med sygdommen under en skiferie i franske Val Thorens.

Der er tale om en kvinde i 50'erne fra Rudersdal Kommune og en yngre mand fra Fyn. 

- Bliv vaccineret

De to sygdomstilfælde fik Statens Serum Institut til at komme med en opfordring om at blive vaccineret til de danskere, der planlægger at holde skiferie i Val Thorens.

- Man skal lige tjekke, at man er blevet vaccineret mod mæslinger. Hvis ikke man er blevet det, skal man skynde sig ned og blive vaccineret, lød det fra afdelingslæge Peter Henrik Andersen.

Oplever man, at man har symptomer på mæslinger, skal man straks ringe til sin læge - og særligt hvis man ikke er vaccineret mod sygdommen eller tidligere har haft den, lyder anbefalingen fra Statens Serum Institut. 

Undgå for enhver pris at møde op i lægehuset uanmeldt, da man dermed risikerer at smitte andre i venteværelset med mæslinger.