Regnefejl: Påsken falder forkert i år

16x9
Påsken er lige om hjørnet, men falder faktisk en måned senere, end den burde ifølge naturen. Foto: Marie Hald / Scanpix Denmark

Problemet opstod i år 325, da det blev besluttet, hvornår påsken skulle falde.

Påsken falder i år 21. april. Men mange skarpe danskere har lagt mærke til, at den burde falde 24. marts.

Det skriver Videnskab.dk.

Traditionen lyder, at påsken falder første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Sådan har det været, siden reglen blev fastlagt ved kirkemødet i Nikæa (den nuværende tyrkiske by Iznik, red.) i år 325.

Det gør den bare ikke i år.

Solen og Månen følger ikke hinanden

I år falder den første fuldmåne efter forårsjævndøgn 21. marts, og den følgende søndag er den 24. marts. Men hvis du tjekker din kalender, står der klart og tydeligt, at påskesøndag er 21. april.

- Der er flere grunde til, at det går galt i år. Overordnet kan man sige, at vores kalender følger Solen, og den passer ikke altid helt sammen med Månens cyklus, siger Claus Jørgen Clausen, der er ph.d. i arkæoastronomi, der er et krydsfelt mellem arkæologi og astronomi, til Videnskab.dk.

Da der blev indkaldt til kirkemødet i Nikæa i år 325 af den romerske kejser, Konstantin Den Store, blev det besluttet, hvornår påsken skulle falde.

Men forsamlingen tog også en beslutning om, at forårsjævndøgnet altid falder 21. marts.

Naturen spiller ind

Forårsjævndøgnet er det tidspunkt, hvor Solen står lige over ækvator.

Problemet er bare, at forårsjævndøgnet ikke altid falder samme dag. I år og de næste mange år er det for eksempel 20. marts.

- Det giver problemer, når forårsfuldmånen i år kommer 21. marts. Tidligere har det gjort det rigtig svært at vide, om der reelt set havde været fuldmåne efter forårsjævndøgnet, og så har man måske misset den rigtige fuldmåne og ventet på den næste, siger Claus Jørgen Clausen.

Algoritme skulle løse problemet

Problemet med de unøjagtige observationer blev taget op i år 1800, hvor den tyske matematiker Carl Friedrich Gauss udregnede en algoritme, der kunne finde påsken uden brug af observationer.

Men selv hans algoritme kan komme til at regne den forkerte måne med.

Nogle år ligger forårsjævndøgnet og fuldmånen så tæt, at den næste fuldmåne bliver taget med i stedet. Det er tilfældet i år, hvor forårsjævndøgnet for eksempel er 20. marts, og fuldmånen står op natten til 21. marts klokken 02:43.