Prisen for fjernvarme stiger - nogle steder med flere tusinde

16x9
Prisstigningen vækker bekymring hos flere. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Adskillige danskere skal have tusinder af kroner mere op af lommen til varme efter tilskuds bortfald. Se, hvor prisen stiger mest, nederst i artiklen.

8694 kroner.

Så meget lyder den årlige ekstraregning på til de husstande, der får fjernvarme fra Toftlund Fjernvarmeværk ved Toftlund i Sønderjylland.

Det viser en opgørelse over priser på fjernvarme, som Forsyningsstyrelsen har lavet.

Værket er bare ét af 173 fjernvarmeanlæg, der fra 1. januar 2019 ikke længere modtager tilskud fra staten kaldet grundbeløbet.

Stiger med 3000 kroner nogle steder

98 af de 173 værker har offentliggjort deres nye priser, og her er Toftlund Fjernvarme det selskab, der har hævet prisen mest. Men det er langtfra det eneste, der hæver priserne markant.

De resterende 75 værker vil først til sommer kunne ændre priserne.

Kunderne hos 77 af de 98 fjernvarmeværker, der har offentliggjort nye priser, får en større regning. Hos 29 af værkerne stiger prisen med mere end 3000 kroner om året for et gennemsnitligt parcelhus på 130 kvadratmeter.

10 af de 98 selskaber har holdt prisen konstant, mens 11 værker har sænket priserne.

Stigninger vækker bekymring

Hos Dansk Fjernvarme, interesseorganisation for danske fjernvarmeværker, er man bekymret over de store prisstigninger.

- Vi synes, politikerne lader landdistrikterne i stikken. Mens mange fjernvarmekunder i de større byer ser priserne falde, får mange kunder på landet nu stigende priser. Politikerne har vidst, at det her ville ske, men har intet gjort, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Hos Landdistrikternes Fællesråd frygter man, at de højere priser vil gå hårdt ud over de små samfund, hvor langt hovedparten af grundbeløbsværkerne ligger.

- De her prisstigninger påvirker selvfølgelig bosætningen i en negativ retning, og det er dybt ærgerligt.

- Der er i forvejen mange af de her områder, hvor udgifterne til varme er høje, og endnu højere udgifter kan sætte boligmarkedet i stå og stavnsbinde folk, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Flere vil følge med

For de kunder, der modtager fjernvarme fra et af de 75 værker, der først til sommer fremlægger deres priser, ser det ifølge Dansk Fjernvarme ikke meget lysere ud.

- Vi forventer at se samme prisbillede hos de resterende værker. Derfor bør politikerne gøre det muligt for værkerne selv at vælge mellem brændselstyperne.

- Og så mener vi, at de bør lave en overgangsordning, hvor afgiften på naturgas sænkes for at imødegå disse prisstigninger, siger Kim Mortensen.

Stiger gennemsnitligt med 458 kroner

Ser man på priserne på samtlige fjernvarmeværker, er de i gennemsnit steget med 458 kroner for et parcelhus på 130 kvadratmeter fra december 2017 til januar 2019, oplyser Forsyningstilsynet.

Nogle steder, som du kan se i listen i bunden af artiklen, er prisen dog steget med flere tusinde kroner.

Tilsynet oplyser endvidere, at varmeproduktionen fra de værker, der tidligere har modtaget grundbeløbet, svarer til 463.298 parcelhuse.

Stiger med 8694 kroner ét sted

Nedenfor vises de 20 fjernvarmeværker, der har hævet prisen mest fra december 2017 til januar 2019.

Det første tal viser den årlige pris for et gennemsnitligt parcelhus på 130 kvadratmeter.

Det andet tal viser, hvor meget prisen er steget for et sådant hus fra december 2017 til 1. januar 2019.

Her stiger priserne mest:

  • Toftlund Fjernvarme: 18.016 kroner - en stigning på 8694 kroner.
  • Gram Fjernvarme: 20.784 kroner - en stigning på 8259 kroner.
  • Taars Varmeværk: 20.643 kroner - en stigning på 8003 kroner.
  • Videbæk Varme: 8908 kroner - en stigning på 7946 kroner.
  • Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk: 14.500 kroner - en stigning på 7919 kroner.
  • Vrå Varmeværk: 16.089 kroner - en stigning på 7127 kroner.
  • Tørring Kraftvarmeværk: 17.113 kroner - en stigning på 6963 kroner.
  • Faaborg, FFV Varme: 15.834 kroner - en stigning på 5883 kroner.
  • Aulum Fjernvarme: 15.375 kroner - en stigning på 5500 kroner.
  • Tim Kraftvarmeværk: 16.619 kroner - en stigning på 5204 kroner.
  • Bramming Fjernvarme: 13.956 kroner - en stigning på 5201 kroner.
  • Christiansfeld Fjernvarmeselskab: 17.131 kroner - en stigning på 5111 kroner.
  • Dronninglund Fjernvarme: 16.408 kroner - en stigning på 5021 kroner.
  • Give Fjernvarme: 12.216 kroner - en stigning på 4963 kroner.
  • Holsted Varmeværk: 17.838 kroner - en stigning på 4525 kroner.
  • Viborg Fjernvarme: 17.032 kroner - en stigning på 4472 kroner.
  • Ejby Fjernvarme: 14.559 kroner - en stigning på 4299 kroner.
  • Løgstør Fjernvarmeværk: 16.166 kroner - en stigning på 4019 kroner.
  • Jægerspris Kraftvarme: 13.098 kroner - en stigning på 3965 kroner.
  • Gudenådalens Energiselskab (Bjerringbro): 15.613 kroner - en stigning på 3959 kroner.