Forskere slår alarm: Insekter kan være udryddet om 100 år

Manglen på insekter kan få naturens økosystem til at kollapse, viser et verdensomspændende studie. Dansk forsker udtrykker bekymring.

For første gang har forskere sammenfattet globale observationer og registreringer af verdens insektbestand, og konklusionen er alarmerende.

Det skriver britiske The Guardian.

Over 40 procent af verdens insektbestand er faldende, og en tredjedel er truede, lyder det i rapporten, som er publiceret i det internationale tidsskrift Biological Conservation.

Således falder antallet af insekter med 2,5 procent årligt - hvilket er otte gange hurtigere end pattedyr, fugle og reptiler. 

Og hvis det drastiske fald i verdens insektbestand fortsætter, vurderer forskerne, at kloden kan være insektløs om blot ét århundrede.

En ting springer i øjnene

Konklusionen er bekymrende, men ikke overraskende. Sådan lyder det fra Hans Henrik Bruun, lektor i økologi og evolution på Biologisk Institut.

- Der vil altid være arter, der forsvinder, men nu foregår det hurtigere end opståen af nye arter og hurtigere end forventet, siger han. 

Hans Henrik Bruun har læst rapporten, og især én detalje springer ham i øjnene.

- De fleste vil nok tro, at klimaforandringer og pesticider er de primære årsager til insektkrisen, men rapporten tydeliggør, at levestedsforandringer er den største synder, lyder det fra den danske lektor. 

En katastrofe for at sige det mildt

Forskere har tidligere påpeget, at vi lige nu oplever begyndelsen af en sjette masseuddøen på Jorden. Som navnet indikerer, har Jorden tidligere oplevet fem masseuddøen, blandt andet udryddelsen af dinosauren. 

- Insekttendensen bekræfter, at den sjette masseuddøen får dybtrækkende betydning for livsformerne på vores planet, lyder det fra forskerne bag rapporten.

Forskerne, som består af Francisco Sánchez-Bayo fra University of Sydney i Australien og Kris Wyckhuys fra China Academy of Agricultural Sciences i Beijing i Kina, fortsætter med et opråb til os mennesker.

- Medmindre vi grundlæggende ændrer vores måde at producere mad på, vil insekter ende på udryddelsens vej om få årtier. De konsekvenser, det vil få for planetens økosystem, er katastrofale for at sige det mildt.

Verdens mest opdyrkede land

Ifølge rapporten er det især landbruget, som er den store synder i forhold til insektbestanden. Også brugen af pesticider er kritisk.

Insektdøden har en umiddelbar effekt på det resterende dyreliv, fordi mange dyr lever af insekter og vil sulte ihjel uden, forklarer Francisco Sánchez-Bayo til The Guardian.

Ifølge Hans Henrik Bruun opdyrker mennesker landjorden så effektivt og i en sådan grad, at der ikke efterlades meget plads til naturen - herunder også insekterne. 

- Og den plads vi efterlader, efterlader vi ikke helhjertet. Naturområder i Danmark bliver eksempelvis typisk drevet med intensiv græsning om sommeren. Det efterlader få eller ingen blomster til sommerfugle og bier, forklarer Hans Henrik Bruun. 

Han mener, at Danmark er verdens mest opdyrkede land.

Og derfor vurderer Hans Henrik Bruun også, at rapportens konklusioner i høj grad er repræsentative for den danske natur og insektbestand. 

Værst for sommerfugle og møl

Analysen har sammenfattet 73 af de bedste insektstudier fra hele verden. Især det vestlige Europa og USA har bidraget med studier, mens der er færre fra lande som Australien, Kina, Brasilien og Sydafrika.

Blandt analyserne er et studie af sommerfuglearter i landbruget i England. Her viser det sig, at antallet af arter er faldet med 58 procent fra 2000 til 2009. 

Rapporten konkluderer også, at sommerfugle og møl er blandt de insektarter, det ser sortest ud for. 

Biller, bier og fluer lider

Men også bierne har det skidt. Således var kun halvdelen af de biarter, der i 1949 fandtes i den amerikanske delstat Oklahoma, stadig at finde i 2013. Antallet af honningbikolonier i USA var i 1947 seks millioner. Siden er 3,5 millioner forsvundet.

Meget bedre står det ikke til med flere bille- og fluearter, men her har studierne ikke været så omfattende, og derfor er informationerne også begrænsede.

Studiet viser også, at få insektarter er vokset i antal. Men det er slet ikke nok til at opveje det drastiske tab.

- Der vil altid være arter, som udnytter et vakuum efter en anden arts udryddelse, påpeger Francisco Sánchez-Bayo og tilføjer, at eksempelvis bestanden af humlebier er steget i USA, fordi de har udviklet tolerance over for pesticider.

Mange tabere og få vindere

Meget mere opløftende er det ikke i Danmark, hvor en fjerdedel af alle arter er truet af udryddelse, forklarer Hans Henrik Bruun. 

- Der er mange tabere og få vindere i det her. Mennesket er supergode til at være egoister. Vi skal selvfølgelig tænke på os selv, men vi kunne godt gøre meget mere for at give plads til andre jordboere også, siger han.

Der er dog et lille lyspunkt at finde. Som bekymret jordboer kan du nemlig gøre en forskel for insekterne og naturen. Det gælder om at plante flere blomster i haven og på altanen.

- De fleste danske haver består af fliser, perlegrus og græs. Der er intet at leve af for insekterne. Vi trænger til lidt mere rod i haven og ude i landskabet. Sørg for, at der er blomster fra det tidlige forår, og helt indtil de sidste bliver bidt af frosten, lyder opfordringen fra Hans Henrik Bruun.