Højsæson for skiture – knogleekspressen har planlagt overarbejde

16x9
Ambulanceflyet Knogleekspressen henter blandt andre tilskadekomne danske skiløbere fra skituren i udlandet. Men i år er der planlagt ekstra ture. Foto: Henrik Jensen / TV 2

En stor del af skandinavernes skiskader skete sidste år i uge syv og otte.

Højsæsonen for skiferie, og dermed skiskader, er i gang.

Omkring en halv million danskere drager hvert år afsted mod pisten, og ifølge SOS International, der blandt andet henter slagne skiløbere hjem fra udlandet, kommer flere af dem til skade.

I sidste sæson havde bureauet mere end 1700 sager på skandinaviske skiløbere, hvilket er en stigning på ti procent sammenlignet med sæsonen før.

30 procent af uheldene skete i uge syv og otte, så i år oplyser bureauet til TV 2, at de har reserveret flere flysæder til akutte hjemrejser.

Der er også sørget for flere afgange med privatfly, som i folkemunde kendes som 'Knogleekspressen'.

Jeg taber min ski og falder forover med hovedet først

Emil Winther Jørgensen, filialdirektør og skiløber

Der er travlt

De mest almindelige skiskader

  1. Skader i knæene (36 procent)
  2. Skader i underbenet, ankel eller foden (18 procent)
  3. Skader i skulder, overarm og kraveben (16 procent)
  4. Skader i nakke, ryg og bækken (6 procent)

Baseret på sager fra SOS International

Sidste år havde ambulanceflyet, der blandt andet flyver for Falck og SOS International, 32 afgange.

I år er der allerede planlagt 51.

- Der er klart en stigning fra sidste år. Der er mere travlt, siger Palle Neumann, der er cheflæge på knogleekspressen.

TV 2 møder ham på vej til Østrig for at hente en dansker, der er kommet til skade i sneen.

- Det er typisk skader på anklen, underbenet og knæet. Nogle gange på lårbenet og skulderen - og så en del rygskader, siger Palle Neumann.

 Så er det bare med at nyde udsigten, siger Palle Neumann til sine patienter i knogleekspressen.
Så er det bare med at nyde udsigten, siger Palle Neumann til sine patienter i knogleekspressen. Foto: Henrik Jensen / TV 2

Faldt forover i snestorm

Og netop ryggen har sat en brat stopper for Emil Winther Jørgensens skiferie i Østrig.

- Jeg har svært ved at sidde, og jeg har fået tre platinplader og seks skruer i ryggen, siger han til TV 2.

Det skete på en tur i kraftig blæst og snevejr.

- Jeg kørte stille og roligt, og lige pludselig kører jeg på et eller andet, hvor jeg taber min ski og falder forover med hovedet først og om på ryggen, siger Emil Winther Jørgensen.

Til højre i billedet ligger Emil Winther Jørgensen på vej hjem til Danmark. Allerede med planer om en flere skiferier.
Til højre i billedet ligger Emil Winther Jørgensen på vej hjem til Danmark. Allerede med planer om en flere skiferier. Foto: Henrik Jensen / TV 2

Han er en erfaren skiløber på 58 år, der allerede havde planlagt næste tur.

- Jeg skulle faktisk allerede have været afsted den 15. marts igen, men det er aflyst. Men så er jeg klar en anden gang, siger Emil Winther Jørgensen til TV 2.

330 flysæder reserveret

Om den akutte hjemtur går med ekspressen eller rutefly, hvis uheldet er ude, er noget, der vurderes fra gang til gang.

SOS International har allerede reserveret plads til 330 tilskadekomne skiløbere på almindelige rutefly fra lufthavne i nærheden af de store skidestinationer i Alperne.

Eksempelvis Innsbruck, München, Salzburg og Genève.

26 ambulancefly er forhåndsbooket, hvor der er stort fokus på at samtransportere patienter.