Beboere demonstrerer mod nedrivninger: - Mjølnerparken er ikke til salg

Det er den borgerlige regerings stort anlagte ghettoplan, som muligvis fører til nedrivningerne i blandt andet Mjølnerparken i København.

- Mjølnerparken er ikke til salg, lød det igen og igen fra forsamlingen af demonstranter, der var samlet på en af legepladserne i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro i København.

Mens flyverdragtklædte børn hoppede omkring på legepladsen, stod forældre med skilte i hænderne. "Lighed for loven", stod der på et skilt. "Hvor skal vi ellers bo, Lars?" var påtrykt et andet.

- Jeg håber, Lars Løkke (Rasmussen, red.) har hørt os og indser, at det er en ommer med den lovgivning, da den er diskriminerende. De almennyttige boliger er til alle mennesker - uanset pengepung, siger formanden for beboerforeningen i Mjølnerparken, Mohammed Aslam, til TV 2.

I november sidste år vedtog et stort flertal i Folketinget et omdiskuteret lovforslag om, at der fremover højst må være 40 procent almene familieboliger i de hårdeste ghettoområder.

- Familier vil blive splittet ad

Det var bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), der stod bag lovforslaget. Ud over regeringen stemte også Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF for. Lovændringen er del af en større ghettoplan, hvori regeringen ønsker at komme de hårdeste ghettoområder til livs inden år 2030.

- Det, som vores boligselskab foreslår, er at tvangsflytte 300 personer herfra, og det siger vi nej tak til. Der er ingen, der skal tvangsflyttes herfra. Vi kan sagtens nå de mål, der er lagt ind i lovgivningen, senest i 2030, siger Mohammed Aslam.

Hvad gør det ved stemningen i området, at nogen står til at miste deres bolig?

- Børn og unge er meget nervøse for, hvad der vil ske.

- De er meget bange for at blive tvangsflyttet, fordi det er her de har deres netværk. Hele familier bliver splittet ad. Børn, unge, voksne og ældre bliver splittet i atomer, hvis det her bliver en realitet, lyder det fra Mohammed Aslam.

Udover at ghettoområderne højst må have 40 procent familieboliger, skal boligerne også udlejes ud fra en række særlige kriterier, som for eksempel giver fortrinsret til boligsøgende i job, ligesom kommunerne ikke skal kunne anvise familier på en række overførselsindkomster til udsatte boligområder.

Tryghed i boligmarkedet forsvinder

Også Fatma Tounsi, der er talskvinde for protestgruppen Almen Modstand Mjølnerparken, mener, at regeringens planer om at sælge lejlighederne eller helt rive dem ned, er en trussel for trygheden i området.

- Almene boliger står for tryghed i boligmarkedet. En af de største trygheder, man kan have som lejer, er at vide, man ikke kan flyttes væk samtidig med, at man har indflydelse på sit område ved at møde op og deltage i beboerdemokratiet.

- Når man får at vide, at boligerne kan sælges, og man kan tvangsflyttes, så har man ikke den tryghed længere, siger Fatma Tounsi til TV 2.

Få et overblik over samtlige ghettoområder i Danmark, sådan som regeringen opgjorde dem pr. 1. december 2018:

Ghettolisten