Færre rejser med DSB: Overskuddet tager et dyk

16x9
Samlet blev der i 2018 foretaget 186,7 millioner rejser med DSB. Det er 1,1 millioner mindre end i 2017. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Færre rejste med DSB's tog i 2018, og overskuddet faldt til 247 millioner kroner, viser årsregnskab.

DSB havde tilbagegang i 2018, hvor færre rejste med togene, og overskuddet gik tilbage.

Resultatet af DSB's drift blev mere end halveret til 247 millioner kroner, når man fraregner skat og engangsposter - herunder gevinster ved salg af ejendomme.

Det viser DSB's årsregnskab, der er offentliggjort torsdag.

Dykket skyldes primært, at DSB modtager færre penge fra staten end tidligere. I 2018 fik DSB knap fire milliarder kroner fra staten.

Millioner brugt på busser

Ud over færre støttekroner har DSB i løbet af året måtte bruge 137 millioner kroner på at fragte passagerer med for eksempel busser, når der er sporarbejder, og togene derfor ikke kører.

Samtidig er omsætningen fra passagerne faldet med 93 millioner kroner det seneste år. Til gengæld har DSB skåret sine omkostninger med, hvad der svarer til 100 stillinger.

Samlet blev der i 2018 foretaget 186,7 millioner rejser med DSB. Det er 1,1 millioner mindre end i 2017.

Færre har rejst med S-togene og over Storebælt, mens der har været fremgang over Øresund.

Kundetilfredsheden er steget

Til gengæld er kunderne lidt mere glade end tidligere, da kundetilfredsheden er steget til 8,0 fra 7,9 på en skala fra 1-10.

I forbindelse med regnskabet varsler DSB, at selskabet vil stå bedre over Storebælt, hvor der er stor konkurrence fra busselskaber og bilister.

Der vil fremover blive solgt 120.000 Orange-billetter om ugen, hvilket er dobbelt så mange som hidtil.

- Det er et DSB i god økonomisk form, der er parat til at tage kampen op med busser og biler om markedsandele, siger DSB-direktør Flemming Jensen i en kommentar til regnskabet.

Regnskabet viser også, at DSB er blevet bedre til at komme til tiden for S-togene, hvor 92,9 procent kører til tiden, hvilket er lidt højere end året før.

Så mange tog kører til tiden

Til gengæld ligger DSB under målet for fjern- og regionaltog, hvor 79,2 procent kørte til tiden sidste år.

Ifølge DSB's aftale med staten skal 82,9 procent af togene køre til tiden.

Forskellen skyldes ifølge DSB problemer med spor, signaler og gamle tog.

DSB har et mål om, at det fra 2030 skal kunne klare sig uden statstilskud.

Efter regnskabet for 2018 kan staten se frem til et udbytte på 120 millioner kroner.

/ritzau/