Dansker idømt seks års fængsel i Rusland for at være Jehovas Vidne

46-årige Dennis Christensen kommer fra København og har været Jehovas Vidne hele sit liv.

Danske Dennis Christensen er fundet skyldig i religiøs ekstremisme i Rusland, hvor han har siddet fængslet i over 600 dage.

På den baggrund blev det danske medlem af Jehovas Vidner onsdag formiddag idømt seks års fængsel.

Anklagemyndigheden krævede forud for kendelsen den 46-årige dansker fængslet i 6,5 år.

Udfaldet kan få vidtrækkende konsekvenser.

Ikke bare for et Jehovas Vidne som ham, men også for baptister og andre religiøse mindretal i Rusland.

Det vurderer Annika Hvithamar, der er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, og som har fulgt sagen.

- I øjeblikket er der mange medlemmer af religiøse mindretal, som tilbageholdes og udsættes for repressalier. Derfor er mange opmærksomme på netop denne dom, sagde hun forud for afgørelsen.

Sagen er en af de mest spektakulære straffesager mod et medlem af et trossamfund i nyere russisk historie, og den bekymrer Amnesty Danmark.

- Det er helt ekstremt, det, der foregår i Rusland lige nu. Vi betragter Dennis Christensen som en samvittighedsfange, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.

- De ting, han er blevet anklaget og nu kendt skyldig for, er ikke noget, der kan anerkendes som en forbrydelse. Det er simpelthen udøvelsen af hans religiøse frihed.

Her bliver Dennis Christensen eskorteret til retssalen, hvor senere på dagen blev idømt seks års fængsel.
Her bliver Dennis Christensen eskorteret til retssalen, hvor senere på dagen blev idømt seks års fængsel. Foto: Mladen Antonov / Ritzau Scanpix

Forelskede sig i russisk kvinde

Dennis Christensen kommer fra København og har været Jehovas Vidne hele sit liv.

I 1995 kom han til Rusland for at medvirke til opbygningen af en rigssal i Sankt Petersborg. Her forelskede han sig og blev gift med den russiske kvinde Irina. Siden 2006 har parret boet i byen Orjol, der ligger 400 kilometer syd for Moskva.

Det var her, han under en bibellæsning i 2017 blev anholdt, i kølvandet på at den russiske højesteret en måned tidligere havde indført et forbud mod Jehovas Vidner. Det betyder, at trossamfundet står på samme liste som nynazister, skinheads og terrorsympatisører.

Stemplet som ekstremistisk

TV 2s reporter Claus Borg Reinholdt har fulgt sagen mod Dennis Christensen indgående og betegner udfaldet af dommen som "forventeligt".

- Den russiske højesteret har i forvejen stemplet Jehovas Vidner som en ekstremistisk organisation, og dermed er det lykkedes for anklageren at overbevise dommeren, konstaterer Claus Borg Reinholdt, som ved flere lejligheder selv har talt med den anholdte dansker.

Til trods for at Ruslands grundlov har tros- og religionsfrihed, kan man altså alligevel blive dømt for ekstremisme. Også selvom man ikke er medlem af nogen religiøs bevægelse, der kan associeres med vold.

- Det, mange iagttagere mener kan være årsagen til, at Jehovas Vidner er blevet stemplet som ekstremistisk, er, at de ikke deltager i demokratiske valg, at de nægter at gøre militærtjeneste, og at de har deres hovedsæde i USA, hvis forhold til Rusland har bevæget sig mod frysepunktet, siger Claus Borg Reinholdt.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger i en kommentar på Twitter, at han er "dybt foruroliget over dommen rettet mod det danske Jehovas Vidne i Rusland".