To Huawei-ansatte udvist af Danmark

16x9
To personer, som arbejdede i Huaweis afdeling på Teglholmen i København, er blevet udvist. Foto: Fred Dufour / Ritzau Scanpix

Huaweis kontor i København blev torsdag eftermiddag undersøgt af politiet.

To Huawei-ansatte er udvist af Danmark efter en inspektion af arbejdstilladelser.

Det skriver flere nyhedsbureauer, deriblandt Reuters, og overfor TV 2 bekræfter Riad Tolba, der er pressetalsmand ved Københavns Politi, oplysningerne. 

Huaweis kontor i København blev torsdag eftermiddag undersøgt, og i den forbindelse blev fire personer sigtet for at have overtrådt lov om arbejds- og opholdstilladelser. Det var på daværende tidspunkt ikke muligt for TV 2 at få en kommentar fra Københavns Politi. 

Københavns Politi oplyser, at der var tale om en rutineinspektion, og at undersøgelsen ikke har noget at gøre med mistanker om spionage.

Anklages for spionage

Huawei er meget omtalt for tiden, da en række efterretningstjenester og regeringer i Vesten har advaret om, at selskabet kan udgøre en sikkerhedsrisiko på grund af sit kinesiske ophav og kinesiske selskabers tilknytning til den kinesiske stat.

Også i Danmark er myndighederne opmærksomme på anklagerne mod den kinesiske gigant.

Dette er særligt, fordi Huawei har en kontrakt med TDC om at opbygge det danske 5G-mobilnet. En aftale, der har skabt skepsis hos flere folketingspolitikere, der for få uger siden kaldte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd om emnet.

- Der er da bekymrende elementer, for det 5G-net, vi skal installere, er jo meget, meget omfattende og skal blandt andet styre selvkørende biler, styre vores forskellige ting i hjemmet, rumme store offentlige registre og så videre, lød det dengang fra Claus Hjort Frederiksen, der afviste at skære Huawei ud af projektet.

Det vil både være dyrt og besværligt, forklarede han.

Afviser anklager

Selv afviser techgiganten overfor TV 2, at der skal være hold i anklagerne.

Direkte adspurgt, hvorvidt den kinesiske regering eller andre vil få adgang til danskerne data gennem det 5G-netværk, der er ved at blive etableret i landet, lød svaret fra Huawei:

- Huawei er en selvstændig organisation. Når det drejer sig om cybersikkerhed og beskyttelse af privatlivets fred, er vi forpligtede til at tage kundens side. Vi vil aldrig gøre skade på hverken nationer eller personer.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Huawei om udvisningerne.