Historisk dag for kræftbehandlingen: Ny strålekanon rammer kræftceller meget mere præcist

For første gang har en patient fået protonstråling på dansk jord. Det avancerede - og dyre - udstyr er efter års forberedelse klar til brug i Aarhus.

Sidste tirsdag lagde fynske Birthe Rasmussen sig i strålekanonen på Aarhus Universitets Hospital (AUH) for at starte en strålebehandling mod en godartet hjernetumor, som hun har haft i ti år.

Den 57-årige pædagogmedhjælper har ikke mærket noget særligt under de foreløbig tre behandlinger i Aarhus. Men faktisk er hendes behandling et lille stykke medicinsk danmarkshistorie.

Hun er nemlig den første patient, der bliver behandlet i den nye protonstrålekanon på AUH – og dermed den første, der prøver behandlingen på dansk grund.

Protonstråling

Stråleterapi i kræftbehandlingen har traditionelt været røntgenstråling.

Men stråling med protoner kan ramme kræfttumoren langt mere præcist.

Røntgenstråler afgiver nemlig energi jævnt hele vejen gennem kroppen, mens bestråling med protoner afgiver hovedparten af energien i en top. Før toppen afgives kun lidt energi, og efter toppen slet ingen.

Sygehuspersonalet kan indstille, hvor mange centimeter inde i kroppen toppen skal ligge. Derved kan man koncentrere energien i tumoren. Det betyder, at man kan minimere bestrålingen af de raske celler i kroppen rundt om tumoren.

- Ellers skulle jeg have været til udlandet. Tumoren skal fjernes. Det skal bare overstås, så den ikke kommer mere. Om det er her eller i udlandet er lige meget, siger Birthe Rasmussen.

En mærkedag

For lægerne og det øvrige personale på Dansk Center for Partikelterapi, som afdelingen på AUH hedder, er det nu langt fra ligegyldigt.

For dem er det en mærkedag, at de efter flere års forberedelser nu kan behandle den første patient i den avancerede strålekanon til 800 millioner kroner.

Apparatet adskiller sig fra traditionel strålebehandling ved at bestråle kræfttumoren med protoner i stedet for røntgenstråler.

Det er en langt mere præcis behandling, fordi protonerne kan ramme en kræfttumor mere præcist, end røntgen kan. Mens røntgenstråler går gennem kroppen og rammer nogenlunde lige kraftigt hele vejen igennem kroppen – også de raske celler foran og bagved tumoren – så virker protonstråling et bestemt antal centimeter inde i kroppen.

Birthe Rasmussen er som den første blevet behandlet med protonstråling i Danmark
Birthe Rasmussen er som den første blevet behandlet med protonstråling i Danmark Foto: TV 2

- Det betyder, at vi kan lave en mere skånsom strålebehandling. Vi kan dosere lige der, hvor kræftsvulsten er, så der rammer mindre foran og bagved tumoren. Jo mindre stråling vi får til det raske væv, jo færre bivirkninger, forklarer Ole Nørrevang, der er ledende fysiker på Dansk Center for Partikelterapi.

Protonstrålekanon

Dansk Center for Partikelterapi ligger på AUH i Skejby og er det eneste sted i landet, hvor patienter kan få strålebehandling med protoner.

Afdelingen er på 9.500 kvadratmeter – med den 180 tons tunge strålekanon i centrum. Den består af en accelerator, der sender partikler af sted med 2/3 af lysets hastighed ind i strålekanonen, hvor patienten er placeret.

Hele apparatet er ni meter i diameter, fylder tre etager i højden og er omgivet af fire meter tykke betonmure, der skal indkapsle strålingen.

Det har kostet 800 mio. kroner, som hovedsageligt er betalt af staten og af A.P. Møllers Fond.

Særlige patienter

Behandlingen bruges derfor især til patienter, der har tumorer på særligt følsomme steder, for eksempel tæt på hjernen eller rygsøjlen, der ikke må beskadiges af stråling. Eller til børn, hvor skader på de raske celler omkring tumoren over tid kan udvikle nye sygdomme.

Hidtil er disse særlige kræftpatienter sendt til strålebehandling i udlandet. Men nu, hvor Dansk Center for Partikelterapi er kommet i gang, kan behandlingerne foretages herhjemme.

- Det er en dag, vi har ventet på i lang tid. Det betyder, at vi får et ekstra bidrag til kræftbehandlingen i dag til nogle relativt få patienter, men noget, der gør en virkelig forskel for disse patienter, siger Morten Høyer, der er ledende overlæge på centeret.

Rigelig kapacitet

Fremover kan centret behandle 1100 patienter om året, og det er mere end nok til at dække det danske behov.

- Vi har fået en kapacitet, der giver os mulighed for at behandle rigtig mange patienter. Vi har en population på godt fem millioner og et anlæg her med tre rum. Og det er en større kapacitet, end de fleste andre lande har, siger Morten Høyer.