Borgerforslag om dansk klimalov kan tages op i Folketinget

16x9
(ARKIV) En tør kornmark ved Ellidshøj syd for Aalborg i den usædvanligt tørre og varme sommer i 2018. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Partier skal nu tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag.

Knap 14 dage tog det 11 miljø- og udviklingsorganisationer at nå de nødvendige 50.000 underskrifter til et borgerforslag om en ny og mere skarp dansk klimalov.

Det fremgår af borgerforslag.dk tirsdag aften omkring klokken 21.30.

- Det føles jo rigtig godt. Vi er meget glade for de mennesker, der har støttet.

- At 50.000 mennesker har støttet vores borgerforslag på 14 dage, er et rigtig godt resultat, siger Troels Dam Christensen, sekretariatsleder for 92-gruppen, som er en paraplyorganisation for grønne ngo'er.

Den har koordineret organisationerne bag borgerforslaget.

Det ønsker de

De 11 organisationer ønsker med en ny klimalov at sikre, at Danmark træder aktivt ind i kampen mod klimaforandringerne.

Forslaget lægger blandt andet op til, at Danmark skal forpligte sig til at sætte nationale klimamål, der lever op til Paris-aftalen.

De nuværende danske klimamål er frem mod år 2050, og der er det ifølge Troels Dam Christensen for sent, hvis Danmark skal bidrage til at nå Paris-aftalen og holde den forventede temperaturstigning på under 1,5 grad.

Derudover skal der fastsættes femårige delmål og særlige klimamål for sektorer som landbrug, transport og energiforsyning.

Organisationerne håber, at politikerne vil tage deres ansvar på sig og reagere på borgerforslaget.

- Vi håber, at de gør noget ved det og stiller det forslag i Folketinget, der skal til for at gennemføre en klimalov, siger Troels Dam Christensen.

Det skal politikerne nu tage stilling til

Et borgerforslag bliver ikke per automatik fremsat i Folketinget, når det har fået 50.000 underskrifter. Det er ifølge grundloven kun folketingsmedlemmer og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget.

Derfor skal Folketingets partier nu tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag.

Det er WWF Verdensnaturfonden, Greenpeace, CARE Danmark, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, Det Økologiske Råd, Verdens Skove, VedvarendeEnergi, 350 Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse, der står bag borgerforslaget om en ny klimalov.