TV 2s administrerende direktør stopper

16x9
Merete Eldrup stopper som direktør i TV 2. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Hun har dog meddelt bestyrelsen, at hun først stopper, når der er fundet en afløser.

Efter 11 år i TV 2s ledelse stopper Merete Eldrup som administrerende direktør. Det oplyser hun i en mail til medarbejderne.

- Det er jo lang tid, jeg har været her. Det er det rigtige tidspunkt at starte overgangen til en ny direktør, uddyber Merete Eldrup i et interview.

I stedet vil hun fokusere på sit arbejde i diverse bestyrelser - hun er allerede med i bestyrelserne hos Nykredit, Rambøll og Gyldendal, og hun fortæller, at en fjerde bestyrelsespost er på vej.

- Så jeg måtte ligesom træffe en beslutning om, hvorvidt jeg ville fortsætte med det arbejde eller dedikere mig til TV 2.

Fortsætter, indtil afløseren er på plads

Merete Eldrup stopper først, når der er fundet en afløser for hende.

- Så der kan jo gå længe endnu. Det er ikke et arbejde, jeg kommer til at deltage i, men mon ikke bestyrelsen vil spørge mig ind til det i løbet af processen, siger hun.

Hun fortæller, at der ikke er nogen konkret årsag til at stoppe lige nu, men at TV 2s gode situation betyder meget.

- TV 2 står et godt sted med god økonomi, gode seertal, tilfredse medarbejdere. Jeg vil gerne overlevere en sund virksomhed, så det er et godt tidspunkt nu.

Unik virksomhed

Merete Eldrup kom til TV 2 i 2007 fra et job som direktør i JP/Politikens Hus, hvor hun var i ti år fra 1997 til 2007.

Hun har tidligere været ministersekretær for den daværende konservative finansminister, Henning Dyremose, fra 1991 til 1993.

Hun understreger, at hun har været glad for sin tid på TV 2.

- Jeg har elsket min tid på TV 2, og det er derfor også en meget svær beslutning, jeg har truffet. Jeg har dog den indstilling, at man har godt af at rykke sig selv nye steder hen, siger hun.

Hun er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet i 1988.