Venstre og Socialdemokratiet bakker op om forbud mod odds på indkast og andre detaljer

16x9
Indkast er en af de ting, det ifølge DIF fremover ikke skal være lovligt at spille på. Et forslag der bakkes op af Venstre og Socialdemokratiet. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix

DIF ønsker at bekæmpe matchfixing ved at lukke et hul i spilleloven, og det får nu politisk opbakning.

DIF har netop lanceret sin nye strategi for at stoppe matchfixing, og her er et forbud mod spil på enkelte detaljer eller begivenheder i kampe et af forslagene.

Et forslag som både Venstre og Socialdemokratiet nu erklærer sig enige i.

Det er eksempelvis, når man kan spille direkte på det første gule kort til en spiller, det første indkast, den første timeout eller det første hjørnespark i en kamp.

Frygten er, at man som atlet og spiller kan vinde penge på de begivenheder, der ikke er kampafgørende, men hvor den enkelte spiller har kontrol over udfaldet - et fænomen, der kaldes spotfixing.

Venstres idrætsordfører, Bertel Haarder, mener, at den slags spil kan føre til en glidebane for den atlet, der bevæger sig ud i spotfixing.

Derfor vil han gerne lovgive mod det. 

- Vi kan ikke bare overlade det til foreningen Dansk Idrætsforbund, som hverken kan anklage eller straffe. Vi er nødt til at have en lovgivning om det, så der er en tilskyndelse for den enkelte til at holde sig ren, til at holde sig clean. Det betyder noget, at man kan sige, at det er ulovligt.

Skal løses internationalt

Også Socialdemokratiets idrætsordfører, Mogens Jensen, mener, at spotfixing skal bekæmpes, både herhjemme men også internationalt.

- Langt de fleste af de forslag, DIF stiller op, kan jeg bakke op om. Også det med forbuddet mod spotfixing. Men problemstillingen er, at et forbud alene i Danmark ikke vil løse det her. Hvis man tilbyder de her væddemål på internationale sites, hvor folk kan spille, kommer vi ikke problemet til livs, siger Mogens Jensen.

Ifølge DIF’s chef for public affairs, Poul Broberg, kender man kun ”toppen af isbjerget” af, hvor omfattende problemet er. Når forbundet har undersøgt det blandt atleterne, er der ifølge ham en brøkdel af dem, der ved noget, der fortæller det.

- Det er forbundet med tavshedens lov, siger Poul Broberg.

Kulturminister Mette Bock mener, at problemet er noget, der skal drøftes bredt på nationalt niveau.

- Men Danmark er i front, når det gælder bekæmpelse af matchfixing. Blandt andre kæmper jeg sammen med andre europæiske kulturministre for i øjeblikket at få lavet nogle europæiske standarder for det her, siger hun.

Oplever ingen stigning

En lovændring kræver et politisk flertal, som ifølge Poul Broberg ikke findes i øjeblikket, da et forbud mod at spille på mindre detaljer kan få Danmark til at virke mindre attraktiv for spilleselskaberne. 

- Nu får man et samlet udspil at se på fra os, og vi vil endnu engang argumentere over for partierne, siger han.

Hos Danish Online Gambling Association er man ikke tilhænger af et forbud. Morten Rønde er direktør her, og han kan ”slet ikke se, hvorfor der råbes vagt i gevær nu.”

- Der har været et liberalt spilmarked i Danmark i syv år, og i de syv år har der været meget få sager, hvor der har været forsøg på matchfixing. Og de forsøg er blevet opdaget. I mellemtiden er der blevet bygget en stærk kontrol op, hvor mistænkeligt spil kan rapporteres ind til en antimatchfixing-platform, siger Morten Rønde.

I Danske Licens Spil, hvor Niels Erik Folmann er administrerende direktør, oplever man heller ikke, at matchfixing er et stigende problem her i landet.

- Igennem de seneste 15 år har Danske Spil været helt fremme i fronten i antimatchfixing. Vi har et overvågningscenter i Brøndby, og der er et tilsvarende i Hongkong. Vi er med til at indrapportere sammen med 30 andre lotterier, hvis vi ser noget mistænkeligt, siger Niels Erik Folmann.

Han forklarer, at Danske Spil har lave grænser på, hvor meget man kan spille på de små elementer i kampene. På den måde kan man heller ikke vinde de store beløb her.

- Vi synes, vi har sat et værn op, som fungerer ud fra de muligheder, vi har rent lovgivningsmæssigt, siger Niels Erik Folmann.