Isglatte veje fører til stribe af ulykker - 69-årig kvinde har mistet livet

Morgenen har budt på spejlglatte veje over hele landet. Ved Grindsted er en 69-årig kvinde død og en anden kvinde er i livsfare.

Trafikken har lørdag formiddag været præget af sne- og isglatte veje over hele landet.

Det oplyser Vejdirektoratet til TV 2.

Ifølge Rune Johannsen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet, melder stort set samtlige kommuner i Danmark om isglatte veje.

- Det er særligt i Nordjylland, at trafikken er påvirket af de glatte veje, siger Rune Johansen.

Vejdiektoratet opfordrer derfor bilister til at køre forsigtigt og holde afstand i trafikken. Bilister skal være særlig opmærksom på forholdene på landets mindre veje - ikke mindst på grund af snefygning.

Vejdiektoratet opfordrer derfor bilister til at køre forsigtigt og holde afstand i trafikken. Bilister skal være særlig opmærksom på forholdene på landets mindre veje - ikke mindst på grund af snefygning.

På trods af advarslerne er en lastbil på grund af det glatte føre skredet ud på Motorvej E45 ved Haverslev i Nordjylland. Lastbilen har ramt autoværnet i midterrabatten, men der er heldigvis kun sket materiel skade.

På Storebælt advares der imod pletvis isglatte områder på broen. Det oplyser Storebælt på sin hjemmeside klokken 9.

Frontalt sammenstød førte til dødsfald

I Sydjyllands politikreds er der melding om meget glatte vejbaner i det meste af politikredsen.

Sydjyllands Politi oplyser, at der er sket et større trafikuheld tæt ved Grindsted i byen Tofterup, hvor to biler er stødt frontalt sammen.

En person er afgået ved døden som følge af et trafikuheld nær Grindsted.
En person er afgået ved døden som følge af et trafikuheld nær Grindsted. Foto: Local Eyes

Føreren af den ene bil - en 69-årig kvinde - er afgået ved døden, mens den anden part er kørt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg med, hvad der i første omgang af politiet blev betegnet som, mindre skader.

Værre skader end først antaget

Klokken 14 oplyser Sydjyllands Politi, at kvinden på 64 år efterfølgende måtte overflyttes til Odense Universitets Hospital, da det viste sig, at hun havde indre skader, fortæller vagtchefen.

I første omgang lød meldingen, at kvinden var i kritisk tilstand, men lørdag aften er hun meldt uden for livsfare. Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter. 

Ifølge politiet er det formentligt det glatte føre, der ligger til grund for ulykken.

De pårørende er underrettet, oplyser politiet.

Flere knoglebrud

På Vestsjælland er der på Nykøbing Landevej mellem Slagelse og Ruds Vedby lørdag formiddag sket et alvorligt trafikuheld mellem en personbil og en lastbil.

En person har fået flere knoglebrud efter et sammenstød med en lastbil nær Slagelse.
En person har fået flere knoglebrud efter et sammenstød med en lastbil nær Slagelse. Foto: Local Eyes

Det oplyser vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV 2.

- Føreren af personbilen sidder fastklemt og har fået alvorlige skader i forbindelse med sammenstødet, siger vagtchefen.

Der er glatte veje i området, men det har endnu ikke været muligt at fastslå årsagen til sammenstødet.

Nykøbing Landevej blev genåbnet i begge retninger klokken 11.20. Det skriver Sydsjællands Politi på Twitter.

Klokken 12 lyder meldingen fra vagtchef Henrik Karlsen, at den fastklemte person er kommet fri og er på vej på sygehuset. Vagtchefen siger, at personen er uden for livsfare, men har fået knoglebrud flere steder efter ulykken.

Føreren i lastbilen kom ikke noget til, lyder meldingen fra vagtchefen. 

Isslag og snefygning

Ifølge TV 2 Vejret har en farlig kombination af regn og frostvejr bevirket, at der flere steder landet - specielt i Jylland - har været spejlglat på vejene.

Der har været meldinger om isslag i mange af de jyske lufthavne hen over natten som Aalborg, Karup og Billund.

Isslaget kan endnu forekomme stedvis over specielt Nordjylland, Østjylland, Fyn og omkring Storebælt frem til middagstid.

Nordjylland, Østjylland, og især øst for Storebælt kan få perioder med sne resten af dagen, og da sneen falder i frostvejr og i en noget frisk vind, kan der også være tale om snefygning.

Danmark er stået op til isslag, sne, fygning, slud og regn - og sådan fortsætter det lørdag. Video: Rikke Museth Janniche