Internationale firmaer klar med nyt pantsystem - COOP vender tomlen ned

16x9
Pakkefirmaet UPS skal i fremtiden bringe varer ud til kunderne. Foto: Loop

Et nyt globalt pantsystem skal reducere plastaffald.

I fremtiden skal dine dagligvarer leveres til døren i beholdere, der kan rengøres og fyldes op igen. På samme måde som mælkemanden i fordums tid leverede mælk og hentede de tomme flasker igen.

Det forestiller de i hvert fald sig hos en række førende fødevareproducenter og supermarkedskæder, der nu indfører et helt nyt pant- og genbrugssystem kaldet Loop.

Plastik er på 50 år gået fra at være et teknologisk vidunder til at være en af de største trusler mod vores klode. Naturen flyder med plastaffald og eksperter forudser, at mængden af plastik i 2050 vil overstige mængden af fisk i vores verdenshave, hvis ikke vi handler nu.

Netop klodens store klima- og miljøudfordringer er det helt store tema på dette års World Economic Forum-topmøde i Davos, hvor Loop blev præsenteret for offentligheden torsdag.

Quaker morgenmadsprodukter vil i fremtiden blive leveret til Loops kunder i genbrugelige metalbeholdere.
Quaker morgenmadsprodukter vil i fremtiden blive leveret til Loops kunder i genbrugelige metalbeholdere. Foto: Loop

Forbud mod plast i flere lande

Grundtanken bag Loop er, at forbrugerne får leveret produkter som juice, shampoo og rengøringsprodukter i metal- eller glasbeholdere, der kan rengøres og genbruges. Disse beholdere med indhold leveres på ens adresse, og den brugte emballage afhentes igen af pakkefirmaet, der kører den til rengøring og genbrug.

Pepsi, Coca-Cola, pakkefirmaet UPS og supermarkedskæderne Carrefour og Tesco er blot nogle af de virksomheder, der allerede er en del af Loop. Tjenesten skydes i første omgang i gang i New York og Paris i maj i år. Efter planen bliver Loop introduceret senere på året i Storbritannien, mens Japan og Canada er på tegnebrættet for 2020.

I praksis fungerer ordningen sådan, at kunderne bestiller deres varer online gennem Loop. Her betaler de et depositum, som helt refunderes, hvis man ønsker at forlade ordningen igen. Kunder kan helt undgå at betale for fragten, hvis de køber flere end syv produkter.

square to 16x9

Plastikproduktionen er steget støt de sidste 50 år og har ført til et massivt overforbrug af engangskopper, plastflasker, takeaway-emballage og andre produkter.

Flere lande har indført forbud mod engangsemballage som plastflasker og plastposer, der har fået producenterne til at efterspørge andre mere klimavenlige alternativer. Herhjemme har Netto på forsøgsbasis indført pant på deres plastposer for at begrænse plastaffald.

Axe vil fremover komme i små metalbeholdere.
Axe vil fremover komme i små metalbeholdere. Foto: Loop

Tænk og køb anderledes

Loops samarbejdspartner i Paris, supermarkedskæden Carrefour, vil teste og justere ordningen forud for lanceringen i maj.

- Jeg vil blive overrasket, hvis det kommer til at fungere fra første dag. Det her skal ses som et forsøg på at få producenter og forbrugere til at handle, tænke og købe anderledes, siger Carrefours generalsekretær Laurent Vallee til Nyhedsbureauet Reuters.

Pepsi og juiceproducenten Tropicana starter inden længe et testforsøg med 5000 husstande i Paris, hvor forbrugerne vil få leveret juice på genbrugsflasker og Quaker-morgenmadsprodukter i metalbeholdere.

De involverede firmaer, der blandt andet også tæller Nestlé, Pampers og Haagen-Dazs, har svoret, at de vil bakke op om Loop med hensyn til markedsføring og branding, men afviser at sætte tal på, hvor mange penge de har skudt i projektet.

Loops kunder vil i fremtiden få Häagen-Dazs-is i genbrugsbeholdere.
Loops kunder vil i fremtiden få Häagen-Dazs-is i genbrugsbeholdere. Foto: Loop

En win-win-løsning

Eva Steensig er forbrugerekspert og sociolog. Hun ser Loop som en win-win-situation for erhvervslivet og forbrugerne.

- Erhvervslivet scorer nogle gode beauty-points på det her samarbejde. De kommer til at fremstå godt, fordi de gør noget for miljøet. Det samme er tilfældet med forbrugerne. Vi vil jo gerne signalere, at vi er klimabevidste og gør en indsats, men det må bare ikke gøre ondt - være for besværligt. Det belønner Loop med en tjeneste, der virker utrolig nem og forbrugervenlig.

Eva Steensig glæder sig over, at erhvervslivet har taget førertrøjen på i kampen for klimaet.

- Det kunne politikerne lære noget af. De sidder på deres hænder og tør ikke rigtig regulere og lovgive på forbrugernes klimaadfærd. Her har vi så en gruppe af rigtig store spillere i erhvervslivet, der handler aktivt og kommer med en løsning, der sagtens kan vise sig at være langt mere effektiv og langsigtet end et politisk indgreb.

- Ikke fremtidens løsning

Hos COOP er man skeptisk og har svært ved at se fornuften i det nye globale samarbejde.

- Det er en fuldstændig forkert tankegang at erstatte alt plastik med glas- og metalbeholdere, som der bliver lagt op til her. Glas er et uforgængeligt materiale, der kan ligge i naturen i årevis, og metal er ikke en fornybar resurse (resurser, der til stadighed kan dannes på ny, red.). Der er ingen grund til at lægge plastik for had, siger Thomas Roland, der CSR-chef i COOP, til TV 2.

- Vi stiler efter at bruge plastik som et af flere materialer i vores emballage, men at gøre det så rent som muligt. Plastisk kan omsmeltes og bruges igen og igen, hvis man holder det rent. Vi stiler efter at bruge de materialer, der er i cirkulation og gøre dem så genanvendelige som muligt. Så i COOP tror vi ikke på, at det her er fremtidens løsning. Det er snarere en af mange løsninger, som skal til, for at vores emballageforbrug bliver bedre og smartere.