Hør mødet med religiøse ledere, der 'dømmer' Jehovas Vidne for at have en kæreste

Hør lydoptagelser fra mødet, hvor Ann Celina overfor tre fremmede mænd skulle stå til regnskab for sit sexliv.

I 2016 besluttede Ann Celina sig for, at hun ikke længere ville være en del af Jehovas Vidner.

Hun var begyndt at se en fyr, som ikke var Jehovas Vidner, og som hun ikke var gift med. Livet i det, hun i dag betegner som "den frie verden", trak i hende.

Hun håbede, at hun stille og roligt kunne glide ud af Jehovas Vidner uden konsekvenser. Uden at skulle miste kontakt til venner og familie.

Men et sådant liv er ifølge reglerne i den religiøse organisation syndigt.

I foråret 2017 blev hun indkaldt til et møde med tre såkaldte ældste - ledende, mandlige medlemmer af menigheder inden for Jehovas Vidner. Hun skulle stå til regnskab for sit nye liv.

Hvad, de ældste ikke vidste, var, at Ann Celina optog lyden af mødet for at kunne dokumentere, hvad der blev sagt.

TV 2 er i besiddelse af optagelsen og bringer her et uddrag.

DEL 1: Ældste spørger ind til sexliv

Baggrunden for mødet var, at Ann Celina havde haft en meget privat samtale med en kvinde med familiære relationer til den mand, Ann Celina tidligere havde været gift med.

Men kvinden havde optaget deres samtale uden Ann Celinas viden. Optagelsen var endt i hænderne på de ældste, som bad hende forholde sig til de ting, hun havde sagt om sit forhold til den nye fyr i hendes liv.

Del 1 Video: TV 2 Danmark

DEL 2: - Vi prøver at hjælpe dig

Ann Celina forklarede de ældste, at hun havde svært ved at acceptere, at de brugte optagelsen mod hende. De diskuterede frem og tilbage, hvorefter de ældste drejede samtalen over i, hvorfor de holdt mødet - de vil redde Ann Celinas forhold til Jehova.

Del 2

DEL 3: Må hun se sin familie?

Ann Celina vidste godt, hvilken drejning mødet tog. Hun angrede ikke den synd, som de ældste beskyldte hende for. Hun vidste, det kunne ende med udstødelse. Grædende spurgte hun, hvad det kunne betyde for forholdet til hendes familie.

Del 3 Video: TV 2 Danmark

DEL 4: - Du har på en måde selv bedt om det her

De ældste forklarede, at det faktisk var Ann Celinas egen skyld, at hun endte i denne situation, hvor hun risikerede at miste sin familie. De forklarede, at Jehova er nødt til at holde fast i sine principper.

Del 4 Video: TV 2 Danmark

DEL 5: Dommen: - Det er selvfølgelig noget, der gør meget ondt

De tre ældste forlod lokalet i nogle minutter for at afgøre Ann Celinas skæbne. De ældste var ikke i tvivl. Hun skulle udstødes.

Del 5 Video: TV 2 Danmark

DEL 6: - Din familie bliver mindst lige så ked af det

Ann Celina var forberedt på, hvor det bar hen. Hun kendte reglerne. Men tanken, om hun ikke kunne holde kontakt med sin mor, far og lillesøster, kunne hun ikke bære. De ældste stod fast.

Del 6 Video: TV 2 Danmark

DEL 7: - Det er den hårdeste tugt

De ældste forklarede, at udstødelse er den hårdeste tugt, et medlem kan blive udsat for. De sagde, at Jehova ønskede at se, at hun blev ked af det. Det var Jehovas straf i håbet om, at hun igen ville finde tilbage til sin tro.

Del 7

De ældste rundede mødet af med en snak om, hvordan udelukkelsen rent praktisk skulle foregå. Mødet sluttede, og Ann Celina forlod lokalet. 

Hun havde en uge til at fortælle sin familie, hvilken dom hun havde fået. Torsdagen efter, 6. april 2017, var sidste gang, hun så sin familie.

Ann Celina har siden skrevet breve til dem, men de er aldrig vendt tilbage.

Ann Celina ønsker ikke sit efternavn frem af hensyn til sin familie. Redaktionen er bekendt med hendes fulde navn.

Jehovas Vidner har ikke ønsket at stille op til interview i sagen.