Bodybuilder advarer mod livsfarlig genvej til store overarme

Når den livsfarlige olie først er i kroppen, kommer den ikke ud igen.

Nicolai Løvgreen var, hvad han selv vil beskrive som "rimelig stor i forvejen".

Alligevel kunne han ikke stå for fristelsen til at tage, hvad der dengang fremstod som en harmløs genvej til endnu større overarme.

Han sprøjtede lidt over en liter af afføringsmidlet paraffin-olie ind i armene. Et kneb han havde fra en ven, som på den måde havde fået "kæmpestore overarme".

Nicolai Løvgreen advarer på det kraftigste andre mod at begå samme fejl, som han selv gjorde.

I dag lever han med konsekvenserne. For når olien først er i kroppen, kommer den ikke ud. Den eneste behandling er derfor at forsøge at skåne kroppens organer så meget som muligt for oliens utallige skadevirkninger, der i sidste ende kan være livsfarlige.

- Den dag i dag fortryder jeg det rigtig meget. Det har nogle kedelige konsekvenser, og man kan faktisk dø af det, kan vi jo se i dag.

Som TV 2 i dag kan fortælle, døde en 26-årig mand kort før jul, mens han var i behandling for følgevirkningerne af at have sprøjtet sig selv med knap tre liter paraffin-olie.

- Kig på mig

Dødsfaldet får nu Nicolai Løvgreen til at advare andre mod at begå samme fejl.

- Jeg håber, at folk tænker sig om en ekstra gang, for det er rigtig farligt, siger han.

Han tvivler dog på, at han selv havde lyttet til advarslerne, hvis de havde været kendt dengang.

- Det skulle bare være så ekstremt som muligt, men jeg håber, at folk hører efter, hvad der bliver sagt nu, siger Nicolai Løvgreen.

Nicolai Løvgreen lever hver dag bivirkninger af en indsprøjtning med lidt over en liter paraffin.

Han håber, at han med arrene på sine overarme kan skræmme potentielt kommende brugere væk fra at begå samme fejl, som han selv begik.

- Hold jer langt væk fra det. Det fører ikke noget godt med sig. Kig på mig - det skal man ikke gøre.