Danske soldater vender hjem fra Estland

Ruslands aggressive fremfærd har gjort det nødvendigt med en dansk indsats i Estland, siger forsvarsministeren.

68 danske soldater blev modtaget af deres familier, da de lørdag landede i Roskilde Lufthavn efter en Nato-mission i Estland, hvor i alt 200 danske soldater gennem det seneste år har udført deres opgave - at afskrække Rusland fra aggressioner mod baltiske lande.

De danske soldater bliver afløst af et hold belgiske soldater, som igen bliver afløst af et hold franske soldater. Det er Storbritannien, der leder missionen i Estland.

- Vi skal være opmærksomme hele tiden og sende tydelige signaler til russerne. Det er ren defensiv og ren afskrækkelse - at sende signal til Putin, du skal ikke finde på noget her, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) til TV 2.

De danske NATO-soldater vendte lørdag hjem til Danmark
De danske NATO-soldater vendte lørdag hjem til Danmark Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Forsvarsministeren siger, at Danmark ikke er tæt på en militær konflikt med Rusland.

- Nej, men man kan sige, at russerne har oprustet meget kraftigt. Nu er Nato jo stærkere end Rusland, hvis du gør tingene op. Det, der er det farlige ved Rusland, er, at russerne har vist, at de er villige til at bruge militær magt til at opnå politiske resultater. Det har vi jo set med Krim, det har vi set med Ukraine, vi så det nu her, da man stoppede ukrainske marinefartøjer fra at anløbe ukrainsk havn, så russerne er altså villige til at løbe den risiko, siger Claus Hjort Frederiksen.

Opgaven: Vær til stede

Natos mission i de baltiske lande går under navnet enhanced Forward Presence (eFP).

Her indgår de danske soldater i en rotationsordning med andre lande i en britisk ledet bataljon på cirka 1000 mand.

- Vi vil sende et signal til Rusland om, at NATO står på den anden side af grænsen last og brast inden for alliancen, så det er ikke en god idé at angribe, siger generalmajor Kenneth Pedersen.

En af de danske soldater blived modtaget med et kys.
En af de danske soldater blived modtaget med et kys. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Soldaternes opgave er derfor simpel: Vær til stede, så Rusland ikke vover at krydse grænsen til Baltikum, som præsident Putins tropper gjorde det i Ukraine i 2014.

De danske soldater har derfor primært bevæget sig rundt i landet for at gøre sig synlige og skabe tryghed blandt det estiske folk.

Tiden er ifølge generalmajoren forløbet uden den store dramatik, men soldaterne har ikke spildt tiden.

Sideløbende med deres opgaver har de udnyttet tiden til træning og uddannelse i det udfordrende estiske øvelsesterræn. Det har også givet soldaterne mulighed for at træne under barske vinterforhold, og det har styrket dem.

- Det er et rigtig skarpt kompagni, der kommer hjem. De har virkelig fået trænet og dygtiggjort sig i den tid, de har været derovre, siger Kenneth Pedersen.