Salling overtager BR-navnet

Salling Group, der ejer store supermarkedskæder, har købt op i boet efter Top-Toy, der før nytår gik konkurs.

Salling Group køber Top-Toys brands og varelager. Det bekræfter Salling Group i en pressemeddelelse. Aftalen omfatter ikke Toys"r"Us-brandet.

Top-Toy, der har ejet Fætter BR og Toys"r"Us i Skandinavien, gik under få dage efter jul. Allerede i efteråret var selskabet i problemer, og en redningsplan måtte opgives efter et skuffende julesalg.

- Der er tale om en strategisk vigtig aftale for Salling Group, da konkurrencen på legetøjsmarkedet er markant forstærket de seneste år.

- Med aftalen sikrer vi, at legetøj fortsat er en vigtig del af kundernes indkøbsmuligheder i de fysiske butikker i hele landet, skriver administrerende direktør for Salling Group Per Bank i pressemeddelelsen.

Det oplyses ikke, hvor meget Salling Group har betalt for de intellektuelle rettigheder og Top-Toys varelager.

Overtager ikke butikker

Med aftalen overtager Salling Group, der ejer blandt andet Netto, Føtex og Bilka, ikke de mange butikker, som Top-Toy har haft over hele landet.

- I første omgang er købsprisen primært opgjort ud fra varelageret. Men det er klart, at vi anser BR-brandet – og det tror jeg hele branchen gør - for at rumme nogle muligheder, siger pressechef Mads Hvitved Grand til TV 2.

- Men BR-butikkerne er jo noget danske børn har haft gode oplevelser med. Derfor er det interessant for os at se på, hvordan det kan komme kunderne til gode, siger han.

Med handlen har Top Toy sikret sig, at rettighederne til et hæderkronet dansk brand forbliver på danske hænder, understreger man i pressemeddelelsen.

Gav fortabt kort før jul

Top-Toys dødedans startede 30. november, hvor selskabet efter et stort underskud gik i rekonstruktion.

Kort før jul blev kreditorerne enige om en plan, der skulle give Top-Toy seks måneder til at redde sig. Men få dage efter jul måtte selskabet alligevel give fortabt.

- Vi var kommet langt, havde fået godkendt vores plan og har arbejdet i døgndrift på at skabe rammerne for en rekonstruktion af Top-Toy.

- Men i dag må vi erkende, at vi på grund af et svigtende julesalg ikke længere er i stand til at fortsætte rekonstruktionen, udtalte Top-Toys administrerende direktør, Per Sigvardsson, på det tidspunkt.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er orienteret om købet.