Panda til Københavns Zoo må udskiftes

De to pandaer er en gave til dronning Margrethe fra Kina.

I foråret får Københavns Zoo to nye beboere, når et pandapar med en samlet kampvægt på over 200 kilo melder sin ankomst.

Men blot få måneder før den længe ventede indflytning er der sket ændringer i planerne.

Hannen er nemlig blevet udskiftet, fortæller videnskabelig direktør i Københavns Zoo Bengt Holst.

- Den han, vi oprindeligt havde fået stillet i udsigt, har vist sig at være ramt af kryptorcisme - eller sagt mere populært: hans evner til at forplante sig er formentlig ikke gode, fordi hans testikler ikke er faldet ned i pungen, så kineserne har anbefalet os at få en anden han til København. Jeg har derfor været i Shanghai for at besigtige den og få alle detaljerne om hans fysik og karakter, fortæller Bengt Holst og fortsætter:

- Han er en aktiv bjørn, og han klatrer meget, og det passer rigtig fint til den hun, han skal danne par med i København.

Skal lære hinanden at kende - på afstand

Den nye han, der går under navnet Xing Er, er derfor netop flyttet til Chengdu Panda Base, hvor hans kommende veninde Mao Sun allerede bor.

De næste par måneder får de to pandaer derfor rig mulighed for vænne sig til hinanden, inden de sammen flytter til det nye hjem, som arkitekten Bjarke Ingels har stået for at designe.

Det kommende pandaanlæg i Københavns Zoo er tegnet af Bjarke Ingels.
Det kommende pandaanlæg i Københavns Zoo er tegnet af Bjarke Ingels. Foto: København Zoo / Bjarke Ingels Group

Anlægget er indrettet med et område til hannen, et område til hunnen og et neutralt område. De to pandaer skal nemlig bo hver for sig størstedelen af tiden, fortæller Bengt Holst til TV 2.

- Hun-pandaen er kun i brunst én gang årligt i en meget kort periode. Uden for perioden kan hun ikke acceptere hannen. De kommer simpelthen op at slås.

Han uddyber, at zoopersonalet derfor med blandt andet temperaturmålinger vil holde nøje øje med, hvornår brunsten indtræffer, og når det sker, skal de to pandaer sættes sammen.

Zoo glæder sig

Planen er nemlig, at de to bambusbjørne, der er en gave til dronning Margrethe fra Kina, skal berige Københavns Zoo med små unger.

Men før de når så langt, skal de naturligvis først lige lande.

Den endelige dato er endnu ikke fastlagt, men Bengt Holst forsikrer, at Københavns Zoo er helt og aldeles klar til at byde de to nye beboere velkommen:

- Vi glæder os helt enormt meget, og tiden går hurtigt lige pludseligt.