Storebæltsbroen er åben i begge retninger efter færdselsuheld

Det var formentlig stærk vind, der fik en lastbil til at vælte og spærre for trafikken over Storebæltsbroen.

Ved middagstid mandag blev Storebæltsbroen lukket i begge retninger på grund af et færdselsuheld på Østbroen.

Det varede indtil klokken 15.30, hvor der blev åbnet for biler i retning mod Sjælland. 

Omkring klokken 16.15 blev broen også åbnet i retning mod Fyn.

Uheldet gav omkring klokken 15.45 fortsat lange køer i begge retninger, oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV 2. 

Blæst kan være årsag

Trafikuheldet på Storebælt har skabt flere kilometer kø.
Trafikuheldet på Storebælt har skabt flere kilometer kø. Foto: Local Eyes

Køerne skyldes, at en lastbil kørte galt på højbroen.

- En lastbil med en tom anhænger er kørt ud på broen, og vinden har formentlig fået den til at vælte ned over midterrabatten, fortalte Jesper Lovmand, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tidligere til TV 2.

Uheldet skete på højbroen ved den vestlige pylon. Lastbilen lå på tværs af motorvejen og spærrede for trafikken i begge retninger, oplyste vagtchef Jesper Lovmand.

Ingen personer er ifølge vagtchefen kommet til skade ved uheldet.

Vindfølsomme køretøjer frarådes kørsel

Oprydningsarbejdet blev ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi besværliggjort af kraftig sidevind på broen.

Siden tidligt mandag morgen har Sund og Bælt frarådet vindfølsomme køretøjer at køre over Storebælt på grund af kraftig blæst.

Varslet gælder stadig og forventes først ophævet til midnat.

Flere kilometer kø

Det er endnu uvist, hvorfor lastbilen kørte over Storebælt trods advarslen.

Jakob Riis-Petersen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet, oplyste ifølge Ritzau klokken 13, at der var omkring to til tre kilometer kø på begge sider af broen.

Der er kilometerlang kø på begge sider af Storebælt som følge af lukning af broen.
Der er kilometerlang kø på begge sider af Storebælt som følge af lukning af broen. Foto: Ricky Balle, TV 2

Vejdirektoratet anbefalede derfor, at bilister på vej mod broen skulle holde ind og tage en pause under forhold, der er mere komfortable end køen ved broen.