Danskerne i måling: Rugemor skal ikke have ret til barnet

Et dansk par kæmper lige nu for retten til samvær med biologiske tvillinger, der bor hos rugemor. Ifølge jordemoder skal man huske hensyn til barnet.

Når et par gør brug af en rugemor for at kunne blive forældre, er det dem, der skal have den juridiske ret til barnet - og ikke rugemoderen, som det er tilfældet i dag.

Det mener et flertal blandt danskere adspurgt i en ny meningsmåling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken efter TV 2s dokumentar 'Den falske rugemor'.

Således mener kun 17 procent af de adspurgte, at rugemoderen skal have juridisk ret til barnet, hvis hun under graviditeten fortryder sin beslutning om at give barnet til de tiltænkte forældre, mens 59 procent mener, at det er de tiltænkte forældres juridiske ret at beholde barnet. 23 procent af de adspurgte har svaret "ved ikke" på spørgsmålet

Flere danske par snydt af samme danske kvinde

I Danmark er der ifølge eksperter et stigende antal danskere, der får børn ved hjælp af en rugemor. Men det er ulovligt at få foretaget behandlingen herhjemme. Det er også ulovligt at få hjælp til at finde en rugemor, ligesom aftaler om en graviditet med en rugemor i det danske retssystem betragtes som ugyldig.

Det må et dansk par lige nu sande, efter de først – som flere andre par - blev snydt af en dansk kvinde, der efter fertilitetsbehandling på Cypern løj om ikke at være blevet gravid med et donoræg og senere fødte tvillinger, som manden i parret viste sig at være far til. Hele deres historie kan du se i dokumentaren på TV 2 Play ”Den falske rugemor.”

I dag kæmper parret i Statsforvaltningen for at få lov til at få mere end en halv times samvær hver 14. dag med tvillingerne, mens det er rugemoderen, der har den fulde forældremyndighed. Det skyldes, at dansk lovgivning tilsiger, at den kvinde, der føder barnet, betragtes som mor – også hvis hun er uden biologisk tilknytning til barnet.

Danskerne: Skal være lettere at bruge rugemor

Brugen af rugemødre er for danske barnløse par ifølge en ekspert ”det vilde vesten” – blandt andet fordi det er ulovligt at få foretaget behandlingen i Danmark. Står det til et flertal af danskerne, skal det imidlertid laves om.

Ifølge meningsmålingen mener 48 procent af de adspurgte nemlig, at det skal være lettere at bruge rugemødre i Danmark, end det er tilfældet i dag. Og 54 procent af de adspurgte mener, at det skal gøres lovligt for danske læger at udføre fertilitetsbehandling med en rugemor. Henholdsvis 29 og 28 procent har de modsatte holdninger i forhold til de to spørgsmål.

Omvendt mener et flertal imidlertid ikke, at det bør gøres lovligt for private firmaer at formidle kontakt mellem barnløse og en mulig rugemor.

Ingen opbakning til at ændre regler

Ifølge børne- og socialminister Mai Mercado er der meget forskellige holdninger til emnet blandt Folketingets partier. Ministeren har overfor TV 2 takket nej til et interview, men oplyser i en mail, at der ikke tidligere har været opbakning i folketinget til at ændre reglerne.

I mailen skriver hun:

- Det er et dybt kompliceret område, hvor enhver ændring afføder nye svære dilemmaer, og det er vigtigt både at undgå udnyttelse af barnløses stærke ønske om at få et barn og undgå udnyttelse af en surrogatmors situation. Samtidig skal vi hele tiden have barnets bedste og perspektiv for øje.

Rugemor, biologiske forældre - og barnet

Et af de dilemmaer, der er forbundet med spørgsmålet om rugemødre er ifølge formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, at der er flere parter involveret end rugemoderen og de biologiske forældre. Nemlig barnet:

- Udfordringen er, at man skal omgå nogle af de store problemer, der er forbundet med at tage et barn fra den mor, som barnet er vokset i. Det ved jeg faktisk ikke, om man kan, siger hun til TV 2, og fortsætter.

- Der sker en tilknytning mellem foster og den kvinde, som har barnet i maven. Det er ikke kun genetik. Hende, du vokser i, er faktisk meget, meget stærkt din familie.

Lillian Bondo forklarer, at for barnet vil forløbet opleves som et afbræk. Derfor mener hun, at løsningen i en dansk model for eventuelle rugemorforløb skal være, at rugemoderen på en eller anden måde bliver ved med at være i barnets liv. 

- Indtil vi ved mere om, hvordan vi sikrer, at børn bliver ved med at have en forældre, der er stærkt tilknyttet som den kvinde, de er vokset i, ved jeg altså ikke, hvordan man skal komme om det her, siger hun.