Enebørn er oftere overvægtige

Enebørn er oftere overvægtige, end børn der har søskende. Måske fordi de får mere opmærksomhed.

De fleste enebørn kan nikke genkendende til savnet af en søster eller bror. En at lege med, betro sig til, skændes med, og måske kan det ind imellem også være rart at være flere om at dele mor og fars forventninger og opmærksomhed. 

- Jeg har savnet en bror i min opvækst, siger Kasper Mainz Hansen, der går på Midtfyns Efterskole, til TV 2.

Fordelene ved at vokse op med søskende er mange. Og det rækker også ud over det rent sociale.

Nu viser dansk forskning, at der til de allerede kendte psykologiske kan lægges en række fysiske gevinster. For også når det kommer til vægt og motorik, er det sundt at have søskende, viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed med deltagelse af godt 12.000 børn i folkeskolens yngste og ældste klasser. 

Den slår fast, at enebørn oftere er overvægtige, ligesom de motorisk har det sværere. Skal de balancere, hoppe eller gribe en bold, så er de i højere grad, end børn, der har en søster eller en bror, udfordret, siger projektleder Trine Pagh Pedersen, Statens Institut for Folkesundhed, som ikke har en direkte forklaring på, at bevægelsesapparatet er skarpere udviklet.

Trine Pagh Pedersen har dog et bud.

 - Børn med søskende har måske større mulighed for leg og udfoldelse. Modsat enebørn er der altid en søster eller bror, siger hun.

Der er også et andet aspekt. Som enebarn bliver man måske i højere grad forkælet af sine forældre. Det billede kan efterskoleeleven Kasper Mainz Hansen også nikke genkendende til.

- Der er nok en tendens til, at der lige er en der kigger ind på værelset med lidt søde sager, som han forklarer det.

Enebørn får mere omsorg

Selv om det giver mening, at der er større aktivitet i ens nærmeste cirkler med søskende omkring sig, mangler der stadig en mere klar videnskabelig evidens, påpeger børnelæge Jens-Christian Holm.

- Men min erfaring fra mit arbejde er, at enebørn får mere omsorg af deres forældre, og det kan måske medføre en større sukkerbelastning, siger han.

Rapporten viser, at lidt over 17 procent af enebørnene i 0. og 1. klasse er overvægtige. 

Blandt børn med én søskende i samme klassetrin er 12 procent overvægtige. Den forskel forstærkes i 8. og 9. klasse, hvor næsten hver fjerde enebarn er overvægtig, mens det gælder 15 procent af søskendebørnene. 

Når det kommer til motorikken, så er kun eleverne i de yngste klasser sammenlignet. 14 procent af enebørnene fik mindst tre bemærkninger til deres resultater i blandt andet hop, balance og gadedrengeløb. Det samme gjaldt for 10 procent af børn med søskende.