Vækket af brændende bil foran sit hus: - En god idé med overvågning

Ishøj Kommune og boligforening vil sætte videoovervågning op, men det må de ikke.

Efter en måned med adskillige bilbrande i Vejleåparken i Ishøj efterlyser kommunen og boligselskabet AAB nu muligheden for lettere at kunne videoovervåge områderne.

Som reglerne er i dag, kan politiet etablere videoovervågning i et område, hvis der er en politifaglig grund til det. Men kommunerne har ikke mulighed for selv at opsætte overvågningskameraer.

Jan Hjelvang bor i Vejleåparken. Han vågnede natten til torsdag ved, at en af bilerne på parkeringspladsen foran hans ejendom stod i flammer.

- Hornet på bilen gik i gang klokken 2.30, og det vågnede jeg ved. Der står bilen i lys lue herude. Det er skræmmende. Der er ikke langt til der, hvor man ligger og sover. Så det er bestemt skræmmende, siger Jan Hjelvang til TV 2.

Videoovervågninger en god idé

Han ser gerne, at der kommer videoovervågning op i boligområdet.

- Sikkerheden for os, der bor her, må veje tungt. Hvis det bliver brugt til at forebygge og måske endda opklare kriminaliteten her, så synes jeg, det er en god idé.

Er det ikke en politiopgave? Eller er det okay, at kommuner og boligforeninger sætter overvågning op på deres områder?

- Det er sørgeligt, at private er nødt til at overtage politiets opgaver. Jeg ville da ønske, at politiet havde ressourcer til det her, lyder det fra Jan Hjelvang.

DF bakker op om boligforening

Boligforeningen AAB ønsker at opsætte videoovervågning på fællesarealer uden at skulle søge tilladelse hos politiet.

Det siger Christian Høgsbro, administrerende direktør i boligforeningen AAB.

- Vi oplever, at videoovervågning kan være med til at opklare og forhindre kriminalitet i vores boligområder, siger Christian Høgsbro.

Hos Dansk Folkeparti støtter man boligforeningens ønske.

 - Jeg synes, at det er helt rimeligt, at boligforeningerne får en mulighed for at opsætte videoovervågning, hvis de vil finansiere det selv, og det lever op til de regler, der er om datasikkerhed, siger Peter Kofod, retsordfører for Dansk Folkeparti.

Lovforslag i høring

Regeringen har i disse dage et nyt lovforslag om videoovervågning i høring.

Ifølge lovforslaget skal politiet fremover kunne overtage tv-kameraer hos private erhvervsdrivende. Desuden skal private i højere grad kunne søge om at sætte overvågning op.

Dansk Folkeparti mener dog ikke, at lovforslaget er vidtgående nok. Partiet ønsker, at det også skal være op til kommunerne selv at opsætte videoovervågning.